Kompleksitet er blevet et modeord – alt er efterhånden komplekst. Det gælder også den kommunale sygepleje: Opgaverne bliver mere komplekse, og flere komplekse opgaver flyttes ud i kommunerne, osv. Det er et omkvæd vi gentager – også undertegnede – men hvad mener vi helt præcist med det, hvor ved vi det fra, og hvilke konsekvenser har det?
VIVE har undersøgt, hvad 35 kommunale sygeplejersker fra 18 kommuner i fem regioner selv har af svar på det – og det er det værd at lytte til et lille udpluk af det.
En sygeplejerske fortæller om en borger:
"Det er en yngre kvinde, der har en hjernetumor (…) og nu tager vi hende så hjem til noget parenteral ernæring og noget IV-medicin. Men det er ikke der, kompleksiteten ligger. Den ligger ikke i, at vi skal tage hende hjem til de der ting, for det finder vi jo ud af at lære."
En anden sygeplejerske erklærer sig uenig med tendensen til at sætte mere eller mindre lighedstegn mellem kompleksitet og en øget forekomst at specialiseret, instrumentel sygepleje:
"Jeg hører og læser, at alle de nye tekniske ting, der kommer, som vi skal tage os af, gør sygeplejen kompleks: ’Kompleks sygepleje, det er, at nu skal vi lave IV og dialyse og alt muligt’. Men det har jo intet med kompleksitet at gøre. Vi kan jo alle sammen lære at lave de her ting. (…) Så derfor er det ikke det, der gør sygeplejen kompleks. Det er en opgave, vi kan magte, fordi vi kan lære det. Kompleksitet handler meget mere om alt det, vi ikke har styr på – alle de mange samarbejdsparter."
En tredje forsøger at komme helt ind til kernen:
"Hvad er komplekst? Det er opgaver med mange komponenter, som skal samles til et velfungerende hele i hjemmet. Det er opgaver, som involverer flere sektorer eller instanser, og som fordrer en klar og tydelig opgaveoverdragelse, og det er i overdragelsen, at der tit sker fejl på grund af tidspres, [forskellig eller manglende, red.] faglighed og manglende koordinering af, hvem der gør hvad."
Samarbejdspartnere skaber kompleksitet
Sygeplejerskere – ikke bare disse tre – siger stort set det samme: Når vi kigger ned i driften i hverdagen, så er det koordination, samarbejde, overgange, kommunikation, overblik og ansvarsfordeling som skaber kompleksitet – Alle de mange samarbejdsparter. Det er ikke primært IV-medicinering, dræn, pumper, sonder, sug, dialysemaskiner og katetre.
Og det er en dårligt nyt. For det er jo netop det forbistrede koordinerede samarbejde på tværs, som skal skabe de sammenhængende forløb i det sømløse sundhedsvæsen, som alle drømmer om. Efter over 20 års forsøg er vores manglende evne til at levere det i praksis vel den mest kroniske sygdom i sundhedsvæsenet. Ikke bare fordi sundhedsvæsenet skal være søde ved patienter og borgere, hvis tilfredshed vi måler på. Men fordi ‘alt det vi ikke har styr på’ koster kvalitet, tid, fejl, outcome og ressourcer. Og her er ‘vi’ vel at mærke hele sundhedsvæsenet – ikke bare den kommunale sygepleje.
Langt fra mål
Betyder alt det nye specialiserede og instrumentelle så slet ikke noget? Jo det gør det, men det har vi bare meget mere fokus på at sikre kompetencer i forhold til, og den slags sundhedsfaglige udfordringer er sundhedsvæsenet meget bedre til at løse. Og det er jo en god nyhed.
Men – kære ledere og politikere – selvom I måske er trætte af 20 års forsøg på at skabe et mere sammenhængende sømløst sundhedsvæsen for borgere og patienter, så er vi stadig meget langt fra at være i mål. Der er behov for at fokusere på meget mere på kontinuitet og klart ansvar for koordination og sammenhæng for den enkelte borger – også i den kommunale sygepleje. Måske bliver det kommunerne som finder løsningen på, hvordan man laver en ‘borgeransvarlig sygeplejerske’, der virkelig rykker, nu hvor det går lidt trægt med den patientansvarlige læge? Det var i hvert fald et sted at begynde.