Kontakt
Neutralitet i forskning: Ideal eller illusion?
Artiklen tilbyder et overblik over, hvordan aktuel, organisationsetnografisk litteratur forholder sig til spørgsmålet om forskerens position: Bør man som forsker stræbe efter transformation eller neutral gengivelse? Bør man give en stemme til dem, som ingen har? Og har man en etisk forpligtelse til at sige fra og til i visse situationer?
Artiklen tager udgangspunkt i forfatterens egen oplevelse af at skulle vælge side i forbindelse med et studie om patienters adgang til dyr medicin. Mødet med patienter, klinikere og sundhedsøkonomers forskellige interesser og retfærdighedsidealer ansporede forfatteren til at se nærmere på, hvilke fordele og ulemper der kan være ved at forholde sig henholdsvis implicit og eksplicit til etiske spørgsmål. Både i den konkrete situation, hvor man eksempelvis møder en mor, hvis barn ikke kan få behandling, og når man ved skrivebordet skal vinkle sine artikler.
Aktuelle svar på neutralitetsspørgsmålet: En litteratursyntese
Baseret på et iterativt litteraturstudie af aktuel organisationsetnografisk litteratur syntetiserer artiklen tre tilgange til spørgsmålet om forskerens position: forskeren som (1) politisk aktivist, (2) organisationsudvikler og (3) intervenerende spejl. De tre tilgange deler opfattelsen af, at forskeren aldrig kan være neutral, men adskiller sig i forhold til sin forskningsagenda, metodologiske tilgang og måde at intervenere på.
Praktiske implikationer
Artiklens overblik er relevant for forskere, som arbejder med områder, der er præget af konflikt og modstridende interesser, og som vil skærpe deres eget og andres blik for, at neutral positionering i forhold til feltet også kan have normative konsekvenser.
Om artiklen
Artiklen er en del af forskningsprogrammet INFORMED, som er finansieret af Novo Nordisk Fonden. Dette studie tager udgangspunkt i forskerens egne oplevelser, og analysen er baseret på et iterativt litteraturreview. Artiklen er publiceret i det internationale tidsskrift Journal of Organizational Ethnography
Om denne udgivelse
Novo Nordisk Fonden