Inddragelse og tillid i mødet mellem kommunerne og borgere med handicap

Kommune og borger bør have tillid til hinanden, og borgerne skal inddrages i deres egen sag. Det er der bred enighed om. Men når det handler om, i hvor høj grad kommunerne lever op til idealerne i praksis, er meningerne delte.

VIVE har undersøgt mødet mellem borgere med handicap og kommunernes myndighedssagsbehandlere. I rapporten afdækker VIVE en række barrierer for øget inddragelse og tillid, som borgere og kommuner oplever i relationen til hinanden. Undersøgelsen er bestilt og finansieret af Det Centrale Handicapråd med støtte fra Helsefonden.

Borgere og kommuner ser forskelligt på mødet

Der er forskel på, hvordan kommuner og borgere oplever mødet med hinanden. Kommunale ledere er mest positive, sagsbehandlere lidt mindre positive og borgere med handicap mindst positive.

Et centralt spørgsmål er, hvad man egentlig lægger i det at blive inddraget. Undersøgelsen viser, at kommuner og borgere betragter begrebet forskelligt. Borgere efterspørger at blive set, hørt og anerkendt. Sagsbehandlerne bruger inddragelse som betegnelse for en lang række praksisser, der spænder fra orientering over valg mellem to obligatoriske praktiksteder til fundamental inddragelse af borgeren i udredning og indsatsdesign.

Muligheder for at skabe tillid og inddragelse

God kommunikation kan skabe grobund for en tillidsfuld relation. Det kan blandt andet handle om at tale direkte til borgeren i stedet for til de pårørende, mens pårørende – efter samtykke – kan hjælpe med at spørge ind til, huske og bearbejde, hvad sagsbehandleren har sagt. Møderne bør ikke være længere, end borgeren magter, og hvis møderne bliver holdt i borgerens eget hjem eller på deres arbejdsplads, kan det skabe bedre forståelse mellem borger og sagsbehandler.

Nogle kommuner har gode erfaringer med at forsøge at tackle siloproblematikker ved at styrke det tværprofessionelle samarbejde. En del kommuner arbejder målrettet på at give borgeren hurtigere og nemmere adgang til kommunens hjælp. Det kan ske ved at oprette enheder, hvor borgerne kan ”komme ind fra gaden” og tale med et tværfagligt team, som er bemyndiget til at bevilge borgerne den hjælp, de har behov for.

Indsatser som sociale væresteder og tilgængelige natur- og kulturtilbud skaber livskvalitet for borgeren og fremmer tilliden, fordi borgeren oplever, at kommunen kan hjælpe med det, der er væsentligt for borgeren. Det handler ikke blot om fysisk tilgængelighed, men også om at give borgere med handicap adgang til sundhedsfremmende aktiviteter, socialt samvær og i det hele taget give dem en oplevelse af at være med i fællesskabet.

Metode

Undersøgelsen konklusioner bygger på to spørgeskemaundersøgelser og 35 kvalitative interview. Det ene spørgeskema er besvaret af knap 553 ledere og sagsbehandlere fra 90 kommuner, og det andet er besvaret af 1.816 borgere med handicap. Resultaterne af de to spørgeskemaundersøgelser sammenholdes og nuanceres gennem i alt 35 semistrukturerede kvalitative interview med kommunale sagsbehandlere, ledere og borgere med handicap.