Kontakt
Baggrund
Børne- og Socialministeriet har bedt KORA om at afdække, hvilke udfordringer der er i forhold til at kunne beregne enhedsprisen for ydelser som fx botilbud eller socialpædagogisk støtte på tværs af landets kommuner. Dermed skal det også afdækkes, hvilke dataudfordringer der er i forhold til registerdata om både udgifter og aktiviteter på kommuneniveau på det specialiserede voksenområde.
Metode
KORA har foretaget sin afdækning på baggrund af analyser af registerdata om voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne på individniveau samt en mere grundig analyse af praksis for dataregistrering og validering i otte udvalgte kommuner. De otte kommuner har bidraget ved at levere egne data som sammenligningsgrundlag og har gennem workshops kvalificeret KORAs datavurderinger og anbefalinger. Derudover har de otte kommuner givet indblik i, hvordan de arbejder med at koble udgifts- og aktivitetsdata på individniveau.
Konklusion
KORAs afdækning viser, at de nationale registerdata på området ikke er gode nok til, at man kan opgøre valide og sammenlignelige enhedsudgifter på kommuneniveau. Der er generelt uoverensstemmelser mellem, hvor mange ydelser der er registreret hos Danmarks Statistik, og hvor mange der er registreret hos kommunerne.
Afvigelserne varierer på tværs af de otte deltagerkommuner og inden for de forskellige ydelser. Ved nogle ydelser har kommunerne registreret flere aktiviteter end Danmarks Statistik, ved andre har de registreret færre. Samtidig er afvigelserne større ved nogle ydelsestyper end ved andre. Overordnet set er afvigelserne størst vedrørende midlertidige og længerevarende botilbud samt socialpædagogisk støtte. Disse ydelsestyper udgør ressourcemæssigt langt den væsentligste del af det specialiserede voksenområde.
Undersøgelsen viser, at problemerne med data udspringer af en række forskellige forhold af både systemmæssig og menneskelig karakter, og at problemerne knytter sig til forskellige dele af registrerings- og indberetningsprocessen. De systemmæssige udfordringer skyldes blandt andet et højt detaljeringsniveau for indberetningskravene til handicapdokumentationen, de it-systemer, kommunerne anvender, snitfladeproblematikker i forbindelse med levering af data til Danmarks Statistik samt Danmarks Statistiks behandling af data. Samtidig medgiver deltagerkommunerne, at problemerne i et vist omfang også kan tilskrives kommunernes registreringspraksis.
Anbefalinger
KORA har udarbejdet en række anbefalinger til, hvordan man kan forbedre data på området. Bedre data kan fx hjælpe kommunerne til at få et indblik i, om de betaler mere eller mindre for en bestemt ydelsestype sammenlignet med nabokommunerne, og om udviklingen i kommunens enhedsudgifter svarer til den, der er i andre kommuner. Den viden kan anvendes i kommunens opfølgning på målsætninger for området og som grundlag for kommunens fremtidige prioriteringer.
KORAs anbefalinger retter sig både til det nationale niveau i forhold til, hvordan betingelserne for kommunernes indberetning og validering af data kan forbedres, og de retter sig til kommunerne i forhold til, hvordan de kan arbejde med at styrke registrering, validering og anvendelse af individdata på området.
I forhold til det nationale niveau anbefales det eksempelvis, at der skabes bedre sammenhæng mellem servicelov, kontoplan og handicapdokumentation, så hver paragraf i serviceloven modsvares af én konto i kontoplanen og én ydelse i handicapdokumentationen. En anden anbefaling handler om at skabe større gennemsigtighed og dialog om Danmarks Statistiks databehandling.
I forhold til det kommunale niveau anbefales det eksempelvis, at kommunerne prioriterer validering af data på det specialiserede voksenområde og anser datavalidering som en driftsfunktion, der kræver ledelsesfokus og ressourcer.
Om denne udgivelse
KORA