Kontakt
Kommunalpolitik spiller en central rolle i det danske demokrati og velfærdssamfund. VIVE har set nærmere på kommunalpolitikerne og deres hverv anno 2021. Undersøgelsen dækker følgende hovedemner:
- Tidsforbrug og arbejdsvilkår
- Rolle og råderum
- Oplevede indflydelse
- Prioriteringer i den økonomiske politik
- Konflikter og krænkelser.
Undersøgelsen er den fjerde af sin art, og for de spørgsmål, der går igen fra de tidligere undersøgelser, sammenligner vi resultater med dem fra 2009, 2013 og 2017. I 2021 stiller vi for første gang spørgsmål om konflikter og krænkelser i kommunalpolitik.
Projektet er finansieret af VIVE.
Resultater
Mange af kommunalpolitikernes besvarelser i årets undersøgelse ligger tæt op ad dem i 2009, 2013 og 2017. Årets undersøgelse viser dog også forandrede arbejdsvilkår for kommunalpolitikerne og bidrager med ny viden herom. Undersøgelsens hovedkonklusioner er:
- Tidsforbruget for kommunalpolitikerne er faldet en smule i forhold til seneste undersøgelse i 2017. Kommunalpolitikerne bruger nu 18 timer om ugen på deres politiske hverv, hvilket er to timer mindre end for fire år siden. Det faldende tidsforbrug kan muligvis hænge sammen med, at byråds- og udvalgsmøder i høj grad er blevet gennemført som virtuelle møder under covid-19-pandemien.
- 83,6 procent af kommunalpolitikerne ønsker at genopstille ved det kommende kommunalvalg.
- Kommunalpolitikerne oplever overordnet, at det politiske arbejde i kommunen er præget af brede flertal og konsensusnormer.
- Nye spørgsmål viser samtidig, at over halvdelen af politikerne mener, at der er personer i kommunalbestyrelsen, som de ikke kan have en meningsfuld dialog med. Over halvdelen mener også, at der er personer, som gør mere skade end gavn for de demokratiske beslutningsprocesser.
- Når det handler om økonomiske prioriteringer, er kommunalpolitikerne mere tilbøjelige til at øge udgiftsniveauet, hvis bloktilskuddet stiger, end de er villige til at sænke udgiftsniveauet, hvis bloktilskuddet bliver reduceret.
- Som noget nyt er kommunalpolitikerne i år blevet spurgt til krænkelser, trusler og seksuel chikane. Til det svarer knap hver fjerde politiker, at han eller hun har modtaget mindst en trussel. Derudover svarer næsten to ud af ti kommunalpolitikere, at de har modtaget ubehagelige eller stødende kommentarer om deres krop, udseende eller køn. Kvindelige politikere oplever i højere grad at blive udsat for krænkelser. Det er også dem, der i højeste grad bliver påvirket negativt af krænkelserne.
Metode
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemabaseret undersøgelse blandt medlemmerne i de danske kommunalbestyrelser. Vi har modtaget komplette besvarelser fra 613 kommunalpolitikere, hvilket giver en svarprocent på 25 procent. Medregner vi delvise besvarelser, har vi modtaget besvarelser fra 799 kommunalpolitikere, hvilket svarer til en svarprocent på 33 procent.
Om denne udgivelse
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd