Konklusion
Selv om kommunerne generelt har haft høje anlægsudgifter i 2013, kommer de alligevel ud med overskud. Det skyldes, at størstedelen af kommunerne har opnået et stort overskud på den almindelige drift. 58 kommuner har haft et driftsoverskud på mere end 2.500 kr. pr. indbygger, og kun to ud af samtlige 98 kommuner har haft driftsunderskud. Det viser KORAs nøgletal for kommunernes økonomiske styring.
Der er således ikke tegn på, at gennemsnitskommunen sparer på nødvendige investeringer i fx nye skoler eller veje for at få økonomien til at hænge sammen.
Æren for det flotte økonomiske resultat i 2013 skal deles mellem politikerne i kommunalbestyrelserne, de centrale og decentrale økonomifunktioner i kommunerne og de mange tusinde institutionsledere og øvrige budgetansvarlige, der forvalter kommunernes økonomi i tæt kontakt med brugere og borgere.
Tallene viser, at 2013 er det første år siden 2000, hvor gennemsnitskommunen har egenfinansieret deres anlægsudgifter fuldt ud. Og det sker vel at mærke for et markant højere anlægsniveau end i 2000. Dengang var der et lavt anlægsniveau, og det betyder, at kommunerne med tiden nedslider deres bygninger og veje og får et renoveringsmæssigt efterslæb. Men med det stabile høje driftsoverskud, får kommunerne finansieret et passende anlægsniveau, og får dermed en mere langtidsholdbar situation.
Ikke alt er dog rosenrødt. Gennemsnitskommunen har for fjerde år i træk budgetteret for pessimistisk. Regnskabet er igen i år væsentligt bedre end budgetteret. Dette har været tilfældet siden staten strammede sanktionspolitikken over for kommunerne i 2010. Det kan skyldes, at truslen om økonomiske sanktioner, har ført til en overdreven forsigtighed i kommunernes budgetlægning, siger Bo Panduro fra KORA.
Mindre korrektion af nøgletallene for regnskab 2012
Der er foretaget to korrektioner af tidligere års nøgletal. Korrektionerne skyldes rettelser til Jammerbugt Kommunes regnskab for 2012. Korrektionen har samtidig indflydelse på nøgletallene for det uvægtede gennemsnit af alle 98 kommuner. For Jammerbugt Kommune er såvel den kortfristede formue/gæld som den finansielle egenkapital korrigeret med -838 kr. pr. indbygger. Det uvægtede gennemsnit for de 98 kommuner er for de tilsvarende nøgletal korrigeret med -9 kr. pr. indbygger.