Kontakt
Hvert år tager VIVE pulsen på den økonomiske styring i de danske kommuner. Vi gennemgår kommunernes regnskabsresultater og beregner en række nøgletal om kommunernes budgetter og regnskaber.
Formålet er at tegne et gennemsnitsbillede for kommunerne på en række centrale nøgletal og beskrive kommunernes økonomiske situation og styring. Nøgletallene er nu opdaterede for regnskabsåret 2020 og budgetåret 2021. Alle tal er frit tilgængelige på https://eco.vive.dk/styring/.
Hidtil største overskud
VIVEs opgørelse viser, at gennemsnitskommunen, som er et uvægtet gennemsnit af landets kommuner, i 2020 har et regnskabsoverskud på godt 1.200 kr. pr. indbygger. Dermed fortsætter en mangeårig tendens med et positivt skattefinansieret resultat hos gennemsnitskommunen. I 2020 var gennemsnitskommunens regnskabsoverskud det hidtil største siden kommunesammenlægningerne i 2007. Udviklingen i regnskabsoverskuddet gennem årene kan ses i figur 1.
Figur 1 Udviklingen i gennemsnitskommunens regnskabsoverskud i kr. pr. indbygger (2021-priser)
Gennemsnitskommunen stod bedre finansielt set ved udgangen 2020
Det offentlige trækker normalt på reserverne i kriseår, som 2020 var på grund af coronapandemien. I 2020 lå denne opgave dog i langt højere grad hos staten frem for hos kommunerne. VIVEs styringsnøgletal viser, at gennemsnitskommunens nettogæld faktisk blev mindre i 2020, og at 7 ud af 10 kommuner har mindsket deres nettogæld i 2020.
Figur 2 viser udviklingen i gennemsnitkommunes finansielle egenkapital siden 2007. Finansiel egenkapital beskriver kort sagt den samlede skattefinansierede nettoformue.
Figur 2 Udviklingen i finansiel egenkapital for gennemsnitskommunen (kr. pr. indbygger – løbende priser)
Metode
På baggrund af 15 nøgletal for regnskabet 2020 og budgettet 2021 har VIVE set på centrale tendenser i kommunernes økonomiske resultater. Derudover tager vi temperaturen på kommunernes finansielle stilling fra 2007 frem til i dag. Nøgletallene for gennemsnitskommunen er opgjort som uvægtede gennemsnit for alle landets 98 kommuner.
Om denne udgivelse
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd