Kontakt
Det tværgående samarbejde omkring borgere med psykiske vanskeligheder, komplekse problemer og hyppige indlæggelser i behandlingspsykiatrien rummer mange udfordringer. Medarbejderne i både psykiatrien og på det specialiserede socialområde i kommunerne oplever, at der er udfordringer forbundet med at sikre et relevant og effektivt samarbejde om tværgående og koordinerede indsatser for denne målgruppe. Manglen på samarbejde og koordination kan i værste fald resultere i uhensigtsmæssige indlæggelser – altså indlæggelser, der kunne have været undgået, hvis samarbejdet havde fungeret bedre. For at belyse og imødegå denne problemstilling har VIVE for Social- og Boligstyrelsen udført en vidensafdækning af tværsektorielle samarbejder om og med borgere med psykiske vanskeligheder, hyppige indlæggelser og komplekse behov. Den indsamlede viden har ført til udviklingen af en prototype for en koordineret udredning og indsats for målgruppen, som bygger på en recovery-orienteret rehabilitering. Prototypen udgør et centralt bidrag til Social- og Boligstyrelsens initiativ, ’Screening af koordineret udredning og indsats for mennesker med psykiske vanskeligheder og hyppig kontakt til behandlingspsykiatrien’.
Resultater
Social- og sundhedsvæsnet er fragmenteret og siloopdelt
Borgere med psykiske vanskeligheder og hyppige indlæggelser i bagagen tegner et billede af et fragmenteret social- og sundhedsvæsen. Systemet er svært at finde rundt i, og borgerne oplever generelt ikke, at de specialiserede udredninger og indsatser tilbyder det, de efterspørger: Et helhedsorienteret fokus på, hvordan de skal komme sig i klinisk forstand og skal få et hverdagsliv til at fungere igen. Det manglende fokus på helheden kan give en øget risiko for genindlæggelser. Både medarbejdere og ledere i henholdsvis behandlings- og socialpsykiatrien bekræfter billedet af et fragmenteret og siloopdelt system, hvor borgerne risikerer at blive tabt mellem flere stole. Deres fokus er særligt på de organisatoriske barrierer, der vanskeliggør brobygningen på tværs – herunder manglende tværgående lovgivning, kendskab, kommunikation, it-understøttelse, handleplaner, samarbejdsformer, økonomi og ledelse.
Nye samarbejds- og indsatsmodeller har fokus på koordineret udredning og indsats
De seneste år er der udviklet en del erfaringer med de faktorer, der efterspørges i forhold til brobygning mellem systemer og sektorer. Tværfaglige og tværsektorielle samarbejds- og indsatsmodeller er blomstret op i løbet af de seneste år, og kigges der på tværs af litteraturen, desk research og interviews fremtræder særligt tre fokus områder, som er afgørende for at understøtte en koordineret udredning og indsats, der kan komme alle borgere i målgruppen til gode:
- Tværgående orientering og beslutningskompetence
- Gensidig kommunikation og vidensdeling
- Samarbejdskultur og psykologisk tryghed
Prototype kræver lokal oversættelse
De fokusområder, der indgår i prototypen, er formuleret på et højt abstraktionsniveau. Det skyldes, at prototypen er formuleret med henblik på at komme alle borgere i målgruppen til gode, hvorfor den skal rumme en fleksibilitet og elasticitet i forhold til den kontekst og de omstændigheder, der kendetegner den enkelte borgers situation. En vellykket implementering og meningsfuld anvendelse af prototypen vil kræve, at de fagpersoner, borgere og pårørende, der indgår i indsatsen, selv aktivt ”oversætter” og indholdsudfylder principperne om, hvad og hvordan der skal samarbejdes, og hvem der skal indgå i samarbejdet i den konkrete og lokale kontekst.
Metode
Rapporten afdækker via et fokuseret litteraturstudie erfaringerne med modeller, som er udviklet de seneste år med henblik på at understøtte tværgående indsatser til og samarbejde om borgere med komplekse og sammensatte behov. Fokus i studiet har særligt været på faktorer, der beskrives som væsentlige i forhold til at understøtte tværgående indsatser og samarbejder om borgere med komplekse problemstillinger.
Desuden anvendes desk research og interviews med centrale informanter på området til at specificere målgruppen og afdække aktuelle udfordringer og ønsker til fremtidige tværgående samarbejder og indsatser for målgruppen. De informanter, der er interviewet i denne forbindelse, er eksperter, borgere samt fagprofessionelle med tilknytning til henholdsvis behandlings- og socialpsykiatrien.
Om denne udgivelse
Social- og Boligstyrelsen
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd