Kontakt
Baggrund
Projekt ‘Familien i fokus’ er en udbygning af de frivillige familienetværk hos Røde Kors. Målet er at styrke trivslen hos børnefamilier i en udsat position og støtte børnene både fagligt og socialt. Al forskning på området peger på, at der tidligt er store læringsforskelle hos børn knyttet til deres sociale baggrund. Men også, at der er store gevinster at hente både for barnet og for samfundet, hvis vi styrker barnets evne til at mestre skole og uddannelse. I projektet tilbydes familierne hjælp fra frivillige, fx i form af en familieven, der støtter hverdagen og samspillet i hjemmet, så børnenes udvikling og læring styrkes. Det handler denne kortlægning om. Projek-tet har også en mentorordning, der kan hjælpe forældrene til at komme tættere på uddannelse eller i beskæftigelse. Denne del af indsatsen bliver belyst i kommende udgivelser.
Anbefalinger
Rapporten viser, at en frivillig indsats kan gøre en positiv forskel i udsatte børnefamilier med behov for et stærkere læringsmiljø i hjemmet – og at frivillige kan styrke børnenes faglige og sociale trivsel. Det er nyt at se på evidensen af denne type hjælp, for forskningen har hidtil mest set på de professionelle indsatser. Vi har en række anbefalinger og forslag til, hvor frivilli-ge indsatser kan bidrage:
Styrke relationer og rammer i hjemmet – hjælpe familien til at udvikle faste daglige rammer, fx fælles måltider, regler for tv, rutiner omkring sengetider, hjælpe til mere direkte nærvær med børnene samt udvikle en positiv samværskultur med ros, respekt, opmærksomhed og fordybelse.
Styrke børnene sprogligt og matematisk – vise forældrene, hvordan hverdagsrutiner kan bruges til sjov læring, fx højtlæsning, tal-lege, rim og remser, historiefortælling osv.
Bygge bro til lokalsamfundet i et lærings- og forankringsperspektiv, fx ved at hjælpe familien til at deltage i lokale aktiviteter. Det kan også være gratis læringsaktiviteter, fx bibliotek, natur-vejleder mv. Store børn og unge kan have et selvstændigt behov for hjælp til brobygning.
Skabe bedre samspil mellem familie, dagtilbud og skole ved at italesætte dagtilbud og skole positivt og vise forældrene, hvordan de støtter barnet her, fx med deltagelse i aktiviteter og vise, hvordan de kan få inspiration til læringsaktiviteter hjemme.
Konklusion/resultater
Kortlægningen viser et stort potentiale for frivillige indsatser, og at flere forskellige tilgange kan styrke hjemmets udviklings- og læringsmiljø. Ved at øge forældrenes mulighed for at mestre eget liv kan frivillige og forældre styrke rammerne for hverdagsliv og relationerne i familien.
Det kan ske ved fx at lege med bogstaver, tal og læse med barnet og arbejde med børnenes sproglige og matematiske læring. Men også ved at hjælpe forældre til at bakke op om barnets liv i dagtilbud og skole, fx ved at tale positivt om dem, deltage i institutionens arrangementer med barnet og tale om, hvad barnet oplever i skolen. Familien kan forankres bedre i lokalområ-det og hjælpes til at finde lokale aktiviteter med en læringsdimension, fx bibliotekets tilbud til børn og familier. Og blive støttet i at blive forankret socialt ved at gå med i forældregrupper, gå til sport, være aktiv i boligforeningen osv.
Vores viden er begrænset, når det handler om at styrke de unges læringsmiljø i hjemmet. Forskningen retter sig oftere mod professionelle tiltag eller projekter målrettet småbørn og børn i indskolingen. Kun få ser på de unges udfordringer, når læringsmiljøet i hjemmet er skrø-beligt, eller undersøger, hvordan frivillige kan styrke dette.
Metode
Rapporten bygger på et internationalt forskningsreview om Home Learning Environment og er suppleret med rapporter og litteratur fra danske og udenlandske forskningsinstitutioner, der har undersøgt indsatser for læringsmiljø i hjemmet, og som kan inspirere til frivillig indsats. Kortlægningen bygger således på over 75 nationale og internationale referencer. De er blevet inddelt i fire indsatsområder, hvor frivillige indsatser har et potentiale (se ovenfor).
Om denne udgivelse
Den A. P. Møllerske Støttefond har givet bevilling til Røde Kors, herunder støtte til kortlægning af viden og til evaluering af udviklingsprojektet ‘Familien i fokus’ som helhed.
Røde Kors
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd