Denne rapport udgør den afsluttende evaluering af fem initiativer med i alt 39 forsøgsprojekter for udsatte børn og unge under handlingsprogrammet ”Lige Muligheder”. Projekterne løb fra 2009 til 2014 og havde til formål at give udsatte børn og unge de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende.
Rapporten evaluerer fem initiativer: Efterværn til tidligere anbragte unge, Ambulante tilbud til unge, enlige og sårbare mødre, Netværk og samtalegrupper for sårbare børn og unge, Sociale viceværter i ungdomsboliger og 24-timers kontaktordning. De fleste indsatser er evalueret både kvantitativt og kvalitativt. Derudover beskrives det, hvordan indsatserne er blevet forankret i kommunerne efter projekterne udløb i 2014.
Der er stor forskel på de indsatser, der indgår i evalueringen. Den overordnede konklusion er dog, at indsatserne giver et tiltrængt socialt frirum for de udsatte børn og unge.
Til gengæld ser det generelt ikke ud til, at indsatserne får de unge i arbejde eller ind på en uddannelse, selv om det ofte er formuleret som et eksplicit mål. Det ser heller ikke ud til, at kvaliteten af en indsats nødvendigvis er afgørende for, om indsatsen videreføres.
Undersøgelsen er finansieret af Social- og Indenrigsministeriet og gennemført af SFI for Socialstyrelsen.
Om denne udgivelse
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd