I debatten gengives biologiske forældres hjerteskærende fortællinger, mens børnenes perspektiv og behov glider i baggrunden.

Onlinemediet Zetlands artikelserie 'Gravide på flugt' har været med til at starte debatten. Her møder vi Katrine Jensen, der flygter til Polen og Tyskland for at undgå, at hendes søn, Liam, tvangsbortadopteres. Den rejser vigtige spørgsmål om forældrenes rettigheder, men overser et andet fundamentalt spørgsmål: barnets rettigheder.

Katrine Jensens fortælling giver et unikt indblik i hendes perspektiv og oplevelser af at blive tilsidesat og dømt ude som forælder. Et perspektiv, som vi anerkender skal være en vigtig del af diskussionen, fordi hun står i en yderst vanskelige situation.

Men - og der er et meget stort men - det ensidige fokus på Katrines perspektiv betyder, at barnets, Liams, perspektiv bliver glemt og overset. Hans historie som ufødt og senere nyfødt baby får ikke samme direkte stemme som hans mors. Der er dog forskningsmæssig viden om børns udvikling og adoption som social indsats, som kan give børnene en stemme i debatten. Et perspektiv, der er vigtigt i forhold til barnets muligheder for at få en stabil opvækst med de samme muligheder i livet som andre børn. I debatten generelt fremføres det gang på gang, at vi mangler viden . Men det er ikke rigtigt. Vi har faktisk viden om adoption som social indsats, selv om vi mangler både kvantitative og kvalitative studier, der alene fokuserer på betydningen af tvang og børn adopteret uden samtykke.

På VIVE er vi netop på Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv i gang med at indsamle eksisterende viden om adoption som social indsats.
Vidensindsamlingen er en opdatering af rapporten ' Adoption som indsats', som blev udgivet i 2007. Den samlede og gennemgik resultaterne fra 30 års forskning i brugen af adoption som social intervention. Rapporten pegede på, at adopterede børn havde gavn af det nye omsorgsmiljø i adoptivfamilien, og sammenlignet med børn, der var anbragt eller kom hjem efter en anbringelse, udviklede de sig mere positivt.

Udviklingen af adoptioner uden samtykke gennem de seneste år er central for diskussionen. Ikke mindst er det vigtigt at kigge på, hvad der kendetegner forældre og børn, som er genstand for en så vidtgående beslutning.

I 2019 blev der bortadopteret 10 børn uden samtykke, og i 2020 skete det for 24 børn. Tal for sidste år viser, at 27 børn blev bortadopteret uden samtykke.
Der er således sket en stigning, men i absolutte tal er der fortsat tale om ganske få børn. Når der i Adoptionsnævnets rapport fra oktober 2021 ses på forældrenes og barnets situation og karakteristika - både dem med og uden samtykke - er der en række fremtrædende risikofaktorer, der gør sig gældende: Kun cirka en tredjedel af mødrene ser ud til at have været fulgt i det danske svangreomsorgsprogram, en betydelig del af børnene har været udsat for rusmiddelpåvirkning inden deres fødsel (en fjerdedel er bekræftet, mens der er mistanke om, at det gælder flere børn), flere er født med abstinenser, misdannelser og har lav fødselsvægt.

For forældrenes vedkommende er cirka en tredjedel af mødrene lavt begavet, det samme gælder knap en femtedel af fædrene. Mere end halvdelen af mødrene er psykisk syge, mens det gælder lidt under en tredjedel af fædrene. I andre helbredshenseender er forældrene også udfordret - bl.a. i forhold til misbrug af alkohol og euforiserende stoffer.

Der er altså ikke noget, der peger på, at der er tale om tilfældigheder, når der træffes afgørelse om adoption uden samtykke.

Tværtimod ser det ud til, at de allerførste måneder af disse børns liv - både før og efter fødsel - er kendetegnet ved meget alvorlig udsathed, som kan få afgørende betydning for resten af deres liv. Nyere internationale studier understøtter resultaterne fra 2007-rapporten ' Adoption som indsats' og peger på, at adoption generelt giver det bedste udfald sammenlignet med andre former for anbringelser.

Der findes en række studier - herunder svenske - der sammenligner adopterede børn med biologiske hel-og halvsøskende, som ikke er blevet adopteret. Opvæksten har været forskellig, da den ene er blevet adopteret, mens den anden enten er blevet anbragt uden for hjemmet eller er vokset op i den biologiske familie.

Denne type studier giver mulighed for delvis at tage højde for arvelige faktorer og miljøpåvirkninger inden adoptionen. Samtidig peger forskningsoversigter og et såkaldt meta-analytisk studie, der samlet analyserer resultater på tværs af studier, på, at adoption af børn fra de allermest udsatte familier har en positiv effekt for barnet f. eks. på kognitiv, emotionel og adfærdsmæssig udvikling.

Diskussionen om, hvad der karakteriserer ' forældreevne', fylder i debatten, og det samme gør spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet kan opstille kriterier for ' forældreevne'. Der findes ikke en absolut facitliste for forældreskab, men gennem mange årtiers psykologisk forskning ved vi en hel del om, hvad der er vigtige ingredienser i ' det gode forældreskab'. Ligeledes har vi viden om, hvilke grundlæggende psykologiske behov hos barnet den primære omsorgsperson skal kunne imødekomme for at skabe gode udviklingsbetingelser for barnet.

Her kan især sikker tilknytning placeres centralt for ' det gode forældreskab', fordi det er særdeles betydningsfuldt for ' det gode børneliv' og sidenhen for det voksenliv, der følger. Det er i den sikre tilknyttede relation med en primær omsorgsperson, der er sensitiv, spejlende og responsiv over for barnets signaler, at det lille barn får grundlagt basale mentale strukturer, som er afgørende for barnets udvikling, trivsel og mentale sundhed.

Studier af tilknytning viser bl.a., at børn med usikre tilknytningsmønstre udviser mere udadreagerende adfærd, oftere har angst og depression samt oftere har en dårligere kognitiv og skolefaglig udvikling. Omvendt er sikker tilknytning forbundet med positiv socioemotionel og kognitiv udvikling samt psykisk robusthed. Børn med usikre tilknytningsmønstre har som regel været præget af et tidligt børneliv med svingende omsorg, fravær af omsorg og tilfældige eller omskiftelige omsorgspersoner.

Adoption uden samtykke har netop til formål at sikre, at børn, der ellers ville have været anbragt hele deres barndom på grund af deres forældres manglende evne til at varetage omsorgen for dem, får en mulighed for en opvækst med et stabilt varigt tilknytningsforhold til en omsorgsperson. Fra adoptionsstudier ved vi, at den positive effekt af adoption på barnets tilknytningsmønster er størst de første 12 måneder af barnets liv, og at stabilitet fra et tidligt tidspunkt generelt er betydningsfuldt for barnets udvikling.

Et andet væsentligt psykologisk perspektiv på den tidlige tilknytnings betydning for barnets udvikling er den afstemte sansemotoriske, følelsesmæssige og kognitive stimulering, som findes i kontakten og relationen til omsorgspersonen. Forsømmelse og omsorgssvigt har således dokumenteret varig negativ effekt på stort set alle aspekter af barnets udvikling.

I debatten fremføres der ofte en intuitiv skelnen mellem sager med overgreb og vold og sager, der omhandler den mere diffuse ' manglende forældreevne' eller forældre, der ikke kan ' drage omsorg'. Det er imidlertid en grundlæggende misforståelse, at vold og overgreb er mere skadeligt end omsorgssvigt og forsømmelse. Faktisk ved vi fra forskningen, at det ofte er børn, der har været udsat for omsorgssvigt eller omsorgssvigt i kombination med overgreb, der har de allerdårligste udfald på både kognitive og socioemotionelle parametre, også som voksne, såsom lavere iq og mere psykisk mistrivsel.

Selvom vi således har ret omfattende viden om adoption som indsats, skal vi naturligvis kritisk overveje praksis i forbindelse med bortadoptioner i Danmark. Ved bortadoption sker der et familieskifte, og i Danmark er dette familieskifte i de fleste tilfælde omgærdet af et anonymitetsprincip, hvor båndet mellem barnet og de biologiske forældre kappes. Denne praksis står i kontrast til den måde, samvær praktiseres på i andre typer af anbringelser , hvor relationen mellem barnet og den biologiske familie som hovedregel ikke brydes.

I andre lande, herunder særligt USA, er tilgangen til adoptioner en anden, da der siden 1970' erne har været en udvikling med en højere grad af åbenhed i adoptioner, hvor der er forskellige grader af og former for kendskab og kontakt mellem den biologiske familie og adoptivfamilien.

De forskningsmæssige erfaringer peger på, at åbenhed i adoptioner har en positiv betydning for barnet, f. eks. en højere grad af tilfredshed med adoptionen, højere grad af stabilitet i adoptionen og understøttende for barnets identitet og forståelse af adoptionsforholdet. Samvær med den biologiske familie efter adoption skal dog altid ske ud fra en vurdering af, hvad der er bedst for barnet, da samvær i sager, hvor der f. eks. har fundet overgreb sted, kan være skadeligt for barnet.

Når medierne, som det eksempelvis sker i Zetland-artiklerne, løfter de biologiske forældres historier op til en metafortælling om adoption uden samtykke, sidestilles alles vurderinger som lige gode og relevante. Hermed underkendes fagligheden inden for socialt arbejde. Sagsbehandlere, psykologer og familiebehandlere fremstilles primært som ' systemet', der ikke vil forstå og anerkende forældrene.

Men selv om vi kunne ønske os at vide mere om betydningen af adoption, og hvordan det præcist forholder sig her i Danmark, er der, som det fremgår, ovenfor forskningsmæssig viden, som gør, at der ikke er tale om et vildt socialt eksperiment uden nogen form for faglighed.

Adoption uden samtykke anvendes ikke tilfældigt, og man er ikke i risiko, alene fordi man ikke er en helt perfekt forælder og er i kontakt med socialforvaltningen i kommunen.

Både den forskningsmæssige viden og fagprofessionelles socialfaglige og psykologiske faglighed afvises, når det hele populiseressom et stort mere eller mindre tilfældigt eksperiment. Der sker selvfølgelig fejl, der er mangel på ressourcer, og nogle steder halter fagligheden i børnesagerne i landets kommuner.
Etisk kan man være uenig i det rigtige i, at adoption er en mulighed og anvendes som social indsats, men for alles skyld, ikke mindst forældrenes, bliver vi nødt til at fremhæve, at selvfølgelig er adoptioner uden samtykke ikke baseret på tilfældigheder.

De svære beslutninger er baseret på socialfaglige vurderinger, og selve afgørelsen træffes i Ankestyrelsen og kan indbringes for retten. Der er således mange skridt, før et barn bliver tvangsadopteret, som skal sikre, at beslutningen er den rigtige for barnet.

I debatten generelt fremføres det gang på gang, at vi mangler viden. Men det er ikke rigtigt Etisk kan man være uenige i det rigtige i, at adoption er en mulighed og anvendes som social indsats Der er altså ikke noget, der peger på, at der er tale om tilfældigheder, når der træffes afgørelse om adoption uden samtykke.

Mellemformer: VIVEs definition samt centrale fund fra en række undersøgelser

Om denne udgivelse