Mentorfamilier til anbragte børn og unge

VIVE evaluerer en indsats, hvor anbragte børn og unge får tildelt en mentorfamilie. Denne rapport er en midtvejsevaluering med resultater om, hvordan mentorbarn-forløbene folder sig ud set fra blandt andre mentorbørnenes og mentorfamiliernes perspektiv. Evalueringen præsenterer også, hvor indsatsen viser tegn på positive virkninger af forløbet hos de medvirkende børn og unge.

Mange anbragte børn og unge har et meget lille netværk og få mennesker at støtte sig til under opvæksten, ikke mindst uden for anbringelsesmiljøet. Mange af dem har derfor begrænset kendskab til, hvordan det er at leve i en helt almindelig familie i al sin bredde. Især når anbringelsen ophører, står mange tidligere anbragte unge uden særlig mange muligheder for støtte til at komme godt ind i det unge voksenliv, fx når det gælder uddannelse, læreplads, arbejde, bolig, kammeratskaber, fritidsaktiviteter osv. Organisationen Mentorbarn arbejder derfor for, at anbragte børn og unge kan blive matchet med en frivillig mentorfamilie. Sammen med Aarhus Kommune har Mentorbarn iværksat et projekt over tre år, der afprøver indsatsen, og hvor VIVE undersøger virkningen for det enkelte barn af at få en mentorfamilie.

Projektet er finansieret af VELUX FONDEN.

Børnene og de unge er glade for ordningen

Undersøgelsen viser, at børnene og de unge i stor udstrækning er meget glade for mentorforløbet. Forløbene udfolder sig meget forskelligt og er tilpasset den enkeltes behov, og hvad mentorfamilien byder ind med. På evalueringstidspunktet befinder nogle børn og unge sig på et sted i mentorfamilie-relationen, hvor mentorfamilien er en udvidelse af netværket. Andre er kommet følelsesmæssigt videre og ser sig tæt emotionelt forbundet med mentorfamilien – for nogle har det måske tilmed karakter af at være en ny familieagtig relation.

Startnervøsitet og praktiske problemer

Det viser sig imidlertid også, at processen med at komme ind i en mentorfamilie kan opleves svær for nogle mentorbørn. De beskriver fx, hvor nervøse de var for at besøge familien i starten – kunne de nu opføre sig ”som forventet” og leve op til mentorfamiliens krav?

Ligeledes er der nogle strukturelle udfordringer i at få anbringelsessteder og mentorfamilier til at arbejde sammen. Det har ikke altid været tydeligt for de to parter, hvem der har haft ansvar for hvad, og begge parter har oplevet at skulle lægge meget energi i at få mentorforløbet op at køre rent praktisk.

Skab tryghed, støtte og klare procedurer

Hvis man skal øge sandsynligheden for en god relation mellem mentorbarn og mentorfamilie, er det vigtigt at skabe tryghed for barnet samt at forventningsafstemme med de involverede parter.

Det er vigtigt at indtænke god støtte til mentorbarnet i startfasen, så barnet får en god og tryg oplevelse af den nye forbindelse – og ikke som endnu et sted, hvor de skal leve op til noget bestemt eller kan blive kasseret.

Det er desuden vigtigt med klare procedurer, fx for hvem der har ansvar for hvad i forbindelse med mentorforløbet. Hvem sørger for aftaler, hvem holder fast i, at barnet eller den unge faktisk kommer, hvad gør vi, når barnet vil flytte aftalen osv.

Metode

Denne midtvejsevaluering baserer sig på interview med 5 ud af 8 børn med mentorforløb i forsøgets første år. Desuden er der gennemført fokusgruppeinterview med mentorforældre, med kontaktpædagoger på døgninstitutioner samt individuelle interview med kommunale sagsbehandlere.