Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere

I de kommende år vil flere og flere flygtninge og indvandrere blive ældre og få brug for hjælp og pleje. Nogle af disse ældre foretrækker at blive passet i eget hjem af familien, sådan som der er tradition for i deres oprindelige hjemlande – frem for at benytte hjemmehjælp eller komme på plejehjem.

Ønsket om at blive plejet af familien skyldes også, at en del af disse ældre taler meget lidt eller slet intet dansk, og at de derfor har svært ved at kommunikere med personalet i ældreplejen. Nogle af disse ældre benytter § 94 i serviceloven, som giver mulighed for at udpege en hjælper til at udføre det arbejde, som den kommunale hjemmepleje ellers ville stå for. Denne selvudpegede hjælper er typisk en ægtefælle, datter eller svigerdatter, som kommunen dermed ansætter til at udføre den omsorg og pleje, som de ældre er blevet visiteret til. Paragraf 94-ordningen viser sig imidlertid at være fyldt med paradokser og dilemmaer, fremgår det af en ny bog ’Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere’, som fire forskere fra Aarhus Universitet og VIVE står bag.

På den ene side giver § 94-ordningen etniske minoritetsfamilier mulighed for at følge religiøse fordringer og kulturelle traditioner og yde kærlig pleje og omsorg på tværs af generationer. På den anden side er ordningen problematisk, fordi den ældre borger måske ikke får den rette professionelle pleje, mens den selvudpegede hjælper samtidig bindes til hjemmet og omsorgsopgaven. Desuden har den kommunale ældresektor ofte svært ved at følge op på plejen og sikre et forsvarligt arbejdsmiljø for de selvudpegede hjælpere.

Bogen bygger på en kombination af interview, etnografiske observationer og analyser af registerdata og giver viden om såvel de minoritetsældres, de selvudpegede hjælperes og det kommunale ældreområdes perspektiv.

Konklusioner

Selvudpeget hjælper-ordningen benyttes overvejende af etniske minoritetsfamilier og kan give muligheder for at imødekomme sårbare ældres behov. I nogle tilfælde kan ordningen dermed både hjælpe kommunen med at løse en ellers vanskelig omsorgsopgave, afhjælpe sprogvanskeligheder og gøre det muligt for familien få hverdagen til at hænge sammen praktisk og økonomisk.

I andre tilfælde ser vi dog kommuner, der har meget begrænset viden om, hvordan omsorgen foregår, ældre, som måske ikke får den rette pleje, og – især – selvudpegede hjælpere, som løfter en meget omfattende omsorgsbyrde med ringe muligheder for støtte og aflastning.

Der er stor variation imellem forskellige § 94-ordninger i praksis. Samlet set er det dog ofte vanskeligt på en og samme tid at imødekomme de mange forskelligartede forventninger og behov, som samles i ordningerne. Derfor opstår der ofte en form for ”tavshedsoverenskomst”, hvor der er meget begrænset kommunikation imellem kommunen og den enkelte minoritetsfamilie.

Anbefalinger

Bogen giver konkrete anbefalinger til, hvordan kommunerne kan sikre en bedre og mere løbende kontakt med de selvudpegede hjælpere, som reelt er en del af deres medarbejderstab. For eksempel kan kommunerne oprette en form for hjælpemiddelcentral, hvor hjælperne kan komme forbi og hente eksempelvis engangshandsker. Det kan bidrage til en bedre relation imellem kommunale medarbejdere og de selvudpegede hjælpere. Man kan også løbende afholde medarbejdersamtaler, tilbyde opkvalificering og invitere hjælperne og de ældre på besøg i et kommunalt dagcenter. Eller man kan stille større krav til brugen af hjælpemidler i hjemmet for at beskytte hjælperens arbejdsmiljø. Kommunerne kan desuden genoverveje udmålingen af tid for at give hjælperne lidt bedre rammer til deres ofte meget vanskelige omsorgsopgaver.

På længere sigt kan kommunerne støtte hjælperen, når den ældre på et tidspunkt afgår ved døden.

I nogle tilfælde kan man overveje, om en SOSU-uddannelse kunne være en mulighed. Det kan give nogle selvudpegede hjælpere mulighed for at overgå til den ordinære ældrepleje, som i dag står med alvorlige udfordringer med at rekruttere, og hvor flersprogede medarbejdere kan udgøre en særlig ressource for minoritetsældre.

’Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere’ er udkommet på Aarhus Universitetsforlag