VIVE har gennem en spørgeskemaundersøgelse undersøgt normeringen i førskoletilbud, SFO, fritidshjem og klubber i Danmark. Undersøgelsen blev foretaget 31. maj 2022.
Det blev med Finansloven for 2022 besluttet, at normeringen i de danske fritidstilbud skulle undersøges. Denne undersøgelsen bidrager med et overblik, der ikke fandtes tidligere, nemlig hvor mange børn, der er pr. medarbejder i fritidstilbuddene.
VIVE er af Børne- og Undervisningsministeriet blevet bedt om at undersøge normeringerne gennem en nationalt dækkende spørgeskemaundersøgelse. Et særligt fokus i undersøgelsen er at undersøge, hvordan normeringen er i de særlige førskoletilbud, som fungerer som overgang for de børn, der efter sommerferien skal starte i 0. klasse. Undersøgelsen er blevet til i samarbejde med Børne- og Undervisningsministeriet og Styrelsen for It og Læring.
Resultater
Undersøgelsen bidrager med vigtig viden fremadrettet om, hvordan man kan gennemføre undersøgelser af normeringer i fritidstilbud. Undersøgelsen har fundet, at der for førskoletilbuddene på måletidspunktet klokken 11.00 den 31. maj 2022 er en gennemsnitlig normering på 7,5 indskrevne børn pr. planlagt pædagogisk personale. Afdækningen af normeringerne for SFO, fritidshjem og klubber er foretaget klokken 14.45 den 31. maj 2022 og viser, at den gennemsnitlige normering er 18,1 indskrevne børn pr. planlagt pædagogisk personale.
Herudover har undersøgelsen fundet, at:
- størstedelen af det planlagte pædagogiske personale er ansat som pædagoger, herefter følger pædagogmedhjælpere
- de fleste fritidstilbud ligger fysisk sammen med en skole
- i hovedparten af fritidstilbuddene vurderes det, at der i personalegruppen deles viden om børnene og deres trivsel
- fritidstilbuddene vurderer, at der er et velfungerende samarbejde med både dagtilbud og skoler.
Metode
Undersøgelsen er udført gennem tre hovedfaser:
- Indsamling og validering af kontaktoplysninger på de danske fritidstilbud
- Formulering af fagligt udgangspunkt for udregning af normeringer i opgørelsesmetoden
- Udsendelse, indsamling og analyse af spørgeskema til de identificerede fritidstilbud.
Da der ikke findes dækkende viden om fritidstilbud og deres kontaktoplysninger, har VIVE indsamlet og valideret disse oplysninger med de kommunale forvaltninger.
Opgørelsesmetoden udgør det faglige fundament for indholdet og de trufne valg i forbindelse med formuleringen af spørgeskemaundersøgelsen.
Spørgeskemaet er formuleret af VIVE og udsendt af Styrelsen for It og Læring, og data er indsamlet i perioden 30. maj til 13. juni 2022.