Økonomiaftale efterlader givetvis kommunerne med en flad fornemmelse

I over 30 år har regeringen og KL indgået aftaler om kommunernes økonomi. Men årets økonomiaftale er alligevel noget særligt.

Hvis du læser med, får du mit bud på, hvad der er værd at bide mærke i ved årets økonomiaftale. Det drejer sig blandt andet om magtforhold og arbejdstempo, inflation, frisættelse og besparelser på administration.

Der har været utilfredshed i kommunerne før forhandlingerne. Nogle kommuner synes givetvis, at de blev ramt sidste år, fordi de ikke blev kompenseret for en højere inflation end forventet. Regeringen vil gå med til at sige, at prioriteringsrummet er blevet mindre.

Desuden har regeringens krav om besparelser på administration skabt uro. Nogle vil nok mene, at det ligner tidligere tiders såkaldte omprioriteringsbidrag, altså en form for spareramme uden tydelig udmøntning.

Kommunerne har trukket visse områder frem som vanskelige. Det gælder blandt andet det store udgiftspres på det specialiserede sociale område og udsigten til affaldsforbrændingsanlæg, der går konkurs.

Endelig er der stor nysgerrighed i forhold til frisættelse. Noget som statsministeren også berørte i sin usædvanligt lange tale til det kommunalpolitiske topmøde, men mange spørgsmål står stadig ubesvarede. Hvad kommer frisættelsen til at omfatte? Hvem skal sættes fri?

De fleste tænker nok på i princippet ligestillede parter, når de hører ordet ”forhandling”. Regeringen har dog stået usædvanligt stærkt i år.

Budgetloven med tilhørende udgiftslofter og sanktionsmuligheder rykkede allerede for en del år siden meget magt til regeringen. Men den stærke regeringsposition er yderligere forstærket i år, hvor det er en flertalsregering.

Tidligere kunne kommunerne spille på, at oppositionen i Folketinget muligvis kunne presse regeringen i forhold til kommunale økonomiske ønsker. Men nu må det for KL næsten se ud som om Folketinget er regeringen. Den har jo i hvert fald flertallet. Kommunerne har mistet en frihedsgrad.

Det blev også antydet, da regeringen lagde op til, at forhandlingerne kunne slutte omkring 23. maj, altså meget hurtigt. Det blev så 25. maj, men så tidligt er de aldrig sluttet før.

Spørgsmålet er, om det er udtryk for, at regeringen var dygtige til at forhandle, eller måske snarere udtryk for, at de ville have forhandlingerne overstået hurtigt.

Jeg skal ikke stille mig til dommer. Men en fjer i hatten for regeringen er, at den kunne lave en aftale, der på nogle punkter vel svarede til det, regeringen spillede ud med – og endda inden for tidsrammen. Det blev dog noget dyrere for staten, hvilket du kan læse mere om senere.

Det kunne være gået værre for kommunerne, siger nogle kommunalpolitikere. Men kommunerne slipper næppe for besparelser og stramme budgetter. 

Kommunernes manglende kompensation for en del af inflationen i 2022 blev der ikke ændret på. Det havde regeringen også varslet. Her har kommunerne tabt knap to milliarder kroner. De får ekstra 2,4 milliarder kroner som følge af en rammeforhøjelse.

1,3 milliarder kroner herfra skyldes kompensation for demografi – altså udgifter fra flere børn og gamle. Modsat skal kommunerne spare 700 millioner på administration og reducere udgifter for knap 300 millioner kroner grundet indførelsen af Arne-pension.

Samlet står kommunerne med et par hundrede millioner kroner til øgede udgifter, som ikke skyldes demografi.

De kan bruges til at rette op på områder med udgiftspres. Det blev også til en lille real forhøjelse af anlægsrammen på 0,2 milliarder kroner.

Det er vist, hvad man kan kalde en ”stram aftale”.

Til gengæld er staten rundhåndet med likviditeten. Aftalen er voldsomt overfinansieret med 5,6 milliarder kroner og kommunernes kassebeholdninger under ét må forventes at vokse – igen.

Kommunerne har været meget utilfredse med kravet om besparelser på administration. De henviste til det paradoksale i, at statens administrationsudgifter er steget kraftigt. KL-forhandlerne har skrevet lange kataloger om statslig afbureaukratisering.

Regeringen gav sig dog ikke. I stedet er sagen så ”sendt i udvalg”. Det blev varskoet med statsministerens tale på topmødet. Regeringen vil lave et ”politisk partnerskab om borgernær velfærd”, som indgår i et ”flerårigt samarbejdsprogram”, der har flere ”spor”.

Det minder umiddelbart en del om det tidligere Modernisering- og Effektiviseringsprogram (”MEP”) fra økonomiaftalerne i 2017, 18 og 19.

Samarbejdsprogrammet giver regeringen og KL lejlighed til løbende at drøfte, hvordan den borgernære service skal udvikles. Kommunerne mener nok, at de selv ved mest om det, men regeringen får lejlighed til at uddybe, hvad den mener med ”frisættelse”, og hvordan der regelforenkles. 

Slutfacit er altså, at kommunerne skal spare 700 millioner kroner på administration. Det er vel at mærke allerede fratrukket i udgiftsrammen, uanset samarbejdsprogrammer, som også tager tid at udmønte.

Aftalen var forholdsvis kort og begrænset. Men der er andre interessante elementer – blandt andet på det specialiserede sociale område, hvor der var en mere positiv konkret opfølgning på udfordringerne end i tidligere aftaler, herunder især opfølgning på ekspertudvalgets forslag.

Konkurrenceudsættelse af affaldsforbrændings-sektoren kom ikke med, men derimod yderligere penge til ”mest vanskeligt stillede kommuner”.

Alt i alt kan nogle af kommunerne muligvis stå tilbage med en lidt flad følelse. Det blev en stram aftale, og centrale spørgsmål står stadig ubesvarede.

Men måske den nye samarbejdskonstruktion kan blive et svinghjul for kommende års samarbejde?