Organisering af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen

Det voksende antal ældre borgere stiller sammen med udviklingen i sundhedsvæsenet flere krav til kommunerne, som organiseringen af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen skal søge at imødekomme. Stadigt mere komplekse sygeplejeopgaver stiller krav om flere og højere sygeplejefaglige kompetencer, mens borgere med komplekse pleje- og sygeplejebehov fordrer en tværfaglig opgaveløsning med effektiv koordination og samarbejde mellem faggrupperne.

Vi ved ikke meget omorganiseringen af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen i Danmark. Denne rapport belyser de fordele og ulemper, der knytter sig til henholdsvis monofaglig og tværfaglig organisering. Rapporten skaber et bedre vidensgrundlag for kommunernes udvikling af faglighed og samarbejde samt for deres beslutninger om, hvordan de fremadrettet vil organisere området.

Monofaglig organisering sætter sygeplejerskers monofaglighed i centrum

Hovedfordelene ved monofaglig organisering er, at organiseringsformen understøtter høj monofaglighed og dermed letter rekruttering og fastholdelse i sygeplejen. Oplevelsen i disse kommuner er, at sygeplejersker har behov for faglig sparring og fællesskab med andre sygeplejersker, og at monofaglig organisering bedst imødekommer dette behov. Den primære ulempe er udfordringer med det tværfaglige samarbejde mellem hjemmeplejen og hjemmesygeplejen, herunder udfordringer med tilstrækkelig tværfaglig sparring og videndeling samt en optimal arbejdsdeling mellem faggrupperne.

Tværfaglig organisering sætter borgeren i centrum

Hovedfordelen ved tværfaglig organisering er omvendt, at organiseringsformen sætter borgeren i centrum. Et velfungerende tværfagligt samarbejde mellem sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere bidrager til kontinuitet i borgerkontakten og tidlig opsporing af begyndende sygdom.. Interviewpersonerne i kommuner med tværfaglig organisering oplever den som ideel, og at organiseringsformen understøtter, at faggrupperne kan levere høj samlet kvalitet i borgerforløbene.

Dilemma: Er sygeplejerskers monofaglighed vigtigere end tværfagligt samarbejde?

Analysen viser, der er to overordnede hensyn på spil i kommunernes valg om organisering af hjemmeplejen og hjemmesygeplejen: sygeplejerskers monofaglighed og tværfagligt samarbejde. For casekommunerne med monofaglig organisering udmønter disse hensyn sig i et dilemma om, hvorvidt sygeplejerskers monofaglighed eller tværfagligt samarbejde er det væsentligste. I de tværfaglige organiseringer oplever man ikke et modsætningsforhold mellem et velfungerende tværfagligt samarbejde, og at sygeplejersker (og hjælpere og assistenter) kan levere det sygeplejefaglige niveau, som opgaverne og borgerne kræver af dem.

Metode

Analysen er gennemført som et kvalitativt komparativt casestudie i fem kommuner. Heraf har tre kommuner monofaglig organisering, hvilket betyder, at sygeplejen er en organisatorisk selvstændig og adskilt enhed fra hjemmeplejen med egen leder og typisk egen lokation. To kommuner har tværfaglig organisering, hvor hjemmesygeplejen er integreret med hjemmeplejen under fælles tag og fælles ledelse i tværfaglige grupper med sygeplejersker, assistenter og hjælpere. I hver casekommune er der gennemført interview med fagchefer, ledere, hjemmesygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere.