Kontakt
Denne rapport præsenterer en midtvejsevaluering af indsatsen ”Overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark”, der er sat i gang i de tre kommuner Odense, Vejle og Aarhus. Indsatsen er finansieret af satspuljemidler og løber fra december 2017 til december 2020. Formålet er at hjælpe udsatte grønlændere til at blive en del af det danske samfund og kunne benytte de tilbud, som velfærdssystemet stiller til rådighed.
Midtvejsevalueringen er udarbejdet for Socialstyrelsen, og den afsluttende rapport forventes at udkomme i slutningen af 2020.
Udsatte grønlændere bliver støttet gennem CTI-metoden
Overgangsstøtten til de udsatte grønlændere er baseret på metoden Critical Time Intervention (CTI). Metoden er henvendt til personer, der står over for en kritisk overgangsfase, hvor de har behov for særlig støtte.
For de udsatte grønlændere i Danmark består den kritiske overgang i at blive en del af det danske samfund. De skal blandt andet lære at benytte de støttetilbud, der er til rådighed i det danske velfærdssystem og i civilsamfundet. Et CTI-forløb varer ni måneder og er opdelt i tre faser af tre måneders varighed hver. I fase 1 er der fokus på planlægning og igangsættelse af forløbet, i fase 2 på afprøvning og tilpasning af støtten, mens der i fase 3 er fokus på overdragelse og forankring af støtten til andre lokale aktører.
Frivillige er en del af støtteindsatsen
Samtidig med CTI-støtten kan grønlænderne, der er med i indsatsen, også indgå i et forløb med en frivillig støtteperson. Denne støtteperson kan for eksempel lave sociale aktiviteter sammen med borgeren. I starten var den frivillige støtte tænkt som ’peer-støtte’, det vil sige en anden borger med grønlandsk baggrund, som selv havde overvundet en livskrise.
Det viste sig at være vanskeligt at rekruttere tilstrækkeligt med peer-støtte-personer, og derfor blev der givet mulighed for at rekruttere frivillige støttepersoner, som kan have dansk baggrund, og som eventuelt har et kendskab til grønlandsk kultur. Det har givet mulighed for at få flere frivillige støtteforløb i gang.
Resultater på både organisatorisk og individuelt niveau
Midtvejsevalueringen ”Overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark” afdækker de foreløbige resultater og erfaringer med indsatsen fra projektperiodens start og frem til oktober 2019. Der gøres status over antallet af opstartede og gennemførte forløb, og der tegnes en profil af de borgere, der har deltaget i indsatsen indtil nu.
Midtvejsevalueringen beskriver resultaterne for de borgere, der allerede har gennemført et fuldt CTI-forløb. Disse resultater handler om udviklingen i borgernes trivsel, helbred og sociale situation, før og efter at de har deltaget i indsatsen. Sidst, men ikke mindst, opsamles de foreløbige erfaringer med indsatsens organisering, udformning og gennemførelse.
Resultater
Bedre trivsel og helbred efter CTI-forløb
Midtvejsevalueringen viser, at der er sket et mærkbart løft i trivsel og selvvurderet helbred for de borgere, der har gennemført et fuldt CTI-forløb. Der er også flere borgere, der deltager i sociale aktiviteter, ved forløbets afslutning, end det var tilfældet ved opstarten.
Klar indikation af forbedret livssituation
Resultaterne af midtvejsevalueringen er baseret på forholdsvis få borgerforløb og må derfor tolkes med en vis forsigtighed. Når det er sagt, så tyder meget dog på, at CTI-indsatsen giver mulighed for at give udsatte grønlændere håndholdt individuel støtte, og at de fleste oplever en mærkbar forbedring af deres livssituation gennem forløbet.
Metode
Konklusionerne i midtvejsevalueringen er draget på baggrund af besvarelser på spørgeskemaer udfyldt af borgere og medarbejdere, der har deltaget i indsatsen ”Overgangs- og peer-støtte til udsatte grønlændere i Danmark”. Spørgeskemaerne er suppleret med kvalitative interview med kommunale projektledere, CTI-medarbejdere, peer-koordinatorer, øvrige nøglepersoner og nogle af de borgere og frivillige, der har deltaget i indsatsen.
Der er frem til midtvejsevalueringen startet 76 borgere i indsatsen, og 31 har indtil nu gennemført et fuldt CTI-forløb af ni måneders varighed. Der indgår ikke en kontrolgruppe i undersøgelsen. Derfor er det ikke muligt at sammenligne borgernes udvikling med en tilsvarende gruppe af borgere, der ikke har fået indsatsen.
Læs mere
Læs også rapporten Grønlændere i Danmark
Om denne udgivelse
Socialstyrelsen
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd
Mere fra samme undersøgelse
- Blogindlæg
Økonomiaftale efterlader givetvis kommunerne med en flad fornemmelse
- Debatindlæg
Tværfaglig støtte og egnede boliger er afgørende for en vellykket hjemløsereform
- Rapport
Kvinder på krisecenter for æresrelaterede konflikter er ekstra udsatte
- Kommunetal
Sygefraværet i kommunerne er på himmelflugt
- Rapport
Der er potentiale for at udvide Den Socialøkonomiske Investeringsmodel til også at omfatte ældreområdet
- Debatindlæg
Økonomisk straf for skolefravær rammer de mest sårbare elever
- Rapport
Sådan kan socialfaglige medarbejdere integreres i skole og dagtilbud for at forebygge mistrivsel blandt børn og unge
- Rapport
VIVE har kortlagt indsatser, der kan støtte børn med autisme eller ADHD
- Nyhed
Webinar: Brug tryghedsskabende velfærdsteknologi sikkert i arbejdet med borgere med demens
- Guide
Guide giver råd til sikker brug af tryghedsskabende velfærdsteknologi på plejehjem