Paragraforganisering og andre kilder til bureaukrati i ældreplejen

Der skal skrives en ny ældrelov, tages livtag med bureaukratiet, og al unødig dokumentation i ældreplejen skal reduceres.

Men hvad er egentlig bureaukrati(sk) i ældreplejen, og ligger opgaven med opgøret hos ældreministeren eller ældrecheferne i kommunerne?

En ny VIVE rapport sætter spotlight på kilder til bureaukrati i processerne omkring visitation og revisitation.

Kilde nummer 1: Skrivebordsvisitationer

Kilder til oplevelser af bureaukrati begynder ofte ved den første visitation til hjælp.

Borgerens henvendelse lander i myndighedsafdelingen, hvor visitatorer træffer beslutning om, hvilke servicelovsindsatser (og i nogle kommuner også sundhedslovsindsatser), borgere er berettiget til ud fra en konkret individuel vurdering, der skal nedfældes i en skriftlig afgørelse.

Men også myndighedsafdelingerne mærker et ressourcepres på grund af det stigende antal ældre. Visitatorerne fortæller, at de er for få, har for travlt og kæmper med lange ventelister.

Derfor må tiden til fysiske visitationssamtaler i borgeres hjem prioriteres på udvalgte ansøgninger (fx rengøring og plejebolig). Det betyder, at afgørelserne om borgeres behov for hjælp ofte træffes bag skrivebordet og på baggrund af borgeres/pårørendes henvendelser eller sygehusenes vurderinger under indlæggelse.

I udførerleddet oplever de social- og sundhedsmedarbejdere, der skal levere hjælpen, at skrivebordsvisitationerne ikke altid er retvisende i forhold til borgerens aktuelle behov.

De oplever samtidig, at det ikke er muligt selv at tilpasse den visiterede hjælp til det behov, de observerer, og at det heller ikke er ligetil at komme i kontakt med visitatorerne for hurtigt at få tilpasset hjælpen.

Organiseringen af samarbejdet mellem bestiller og udfører opleves som besværligt og bureaukratisk, hvilket leder til kilde nummer 2: Paragraforganisering.

Kilde nummer 2: Paragraforganisering

Mange ældre får ikke kun hjælp til at komme i bad og få gjort rent, men også plejet sår, sat støttestrømper på og hjælp til at huske medicinen, ligesom der i flere hjem også er hjælpemidler.

Hjælpen skal også helst først gives som et midlertidigt rehabiliteringsforløb.

Den hjælp, som borgeren får, leveres efter fem forskellige paragraffer på tværs af to lovgivninger, der har forskellige visitations- og dokumentationskrav (og så har vi ikke engang nævnt vedligeholdende træning, genoptræning, socialpædagogisk støtte osv.). Dét er besværligt.

Og det bliver ikke mindre besværligt af den specialiseringslogik, som er krøbet ind i ældreplejen de seneste årtier, og som betyder, at hver paragraf har sit eget team af sundhedsprofessionelle:

Visitationsteam (og i nogle kommuner også et udskrivelsesteam), hjemmeplejeteams, hjemmesygeplejeteams, rehabiliteringsteam, hjælpemiddelteam (genoptræningsteam osv.).

Hvert team arbejder praktisk talt efter hver deres paragraf – lige med undtagelse af social- og sundhedsmedarbejderne i hjemmeplejen. De skal nemlig både hjælpe borgeren i bad med badestolen, gøre rent, pleje sår, sætte støttestrømper på samt dosere og give medicin – på en rehabiliterende måde.

Det er dog ikke opgaverne i sig selv, der er besværlige og bureaukratiske, men det faktum, at samarbejdet om borgerne med de mange adskilte bestillere i høj foregår via omsorgssystemerne, hvilket leder frem til kilde nummer 3: Dokumentation frem for kommunikation.

Kilde nummer 3: Dokumentation frem for kommunikation

Visitatorer bestiller den pleje, praktiske hjælp og det rehabiliteringsforløb, som rehabiliteringsterapeuterne har ansvaret for, men som delvist skal udføres af social- og sundhedsmedarbejderne.

Sygeplejerskerne overdrager langt størstedelen af opgaverne til hjemmeplejen.

Hjælpemiddelterapeuterne træffer afgørelse om, hvilke hjælpemidler borgeren kan tildeles – og der gennemføres en arbejdspladsvurdering i hvert enkelt hjem for at sikre, at social- og sundhedsmedarbejderne har de hjælpemidler, som de behøver for at kunne udføre deres arbejde på forsvarlig vis.

Den hjælp, social- og sundhedsmedarbejderne leverer i borgerkontakten, skal dokumenteres, så alle de her bestillere kan holde øje med, om den bliver udført, og følge op på, om borgeren stadig har behov for den. Dét sker via omsorgssystemet.

Har social- og sundhedsmedarbejderne i hjemmeplejen brug for at få mere tid til badet, er såret helet op, kan borgeren selv komme i tøjet, og er der brug for et andet hjælpemiddel, så skal de sende en besked til visitator, sygeplejerskekoordinator, rehabiliteringsterapeut og/eller hjælpemiddelterapeut igennem omsorgssystemet.

Og ofte skal denne dialog helst gå igennem planlæggeren i hjemmeplejen, for bestillerne har brug for én indgang til hjemmeplejen og synes i øvrigt ikke, at social- og sundhedsmedarbejderne har forudsætninger til at dokumentere og kommunikere borgerens behov for hjælp.

Alle disse sundhedsprofessionelle med forskellige funktioner ser typisk ikke hinanden i hverdagen, i og med at de er organiseret hver for sig, så de samarbejder om borgeren gennem kommunikation, der tager form som dokumentation fra social- og sundhedsmedarbejderen til planlæggeren, derfra til alle bestillerne og så retur igen.

Dét er besværligt og bureaukratisk i sig selv men i høj grad også på grund af den sidste kilde: paragrafsystemer.

Kilde 4: Paragrafsystemer

Ikke nok med at kommunikation tager form som dokumentation, så er paragraforganiseringen også lagt ned over de omsorgssystemer, der er så centrale i samarbejdet om borgerne imellem de mange adskilte bestillere og udførere.

FSIII metoden er bygget op efter helbredstilstande (sundhedslov) og funktionsevnetilstande (servicelov).

De er altså på samme måde som organiseringen af faggrupperne bygget op efter lovgivningen – og ikke efter borgerne.

Sygeplejen ser én ting, hjemmeplejen en anden, og rehabiliteringsterapeuterne en tredje. De fagprofessionelle oplever ikke, at systemerne understøtter sammenhæng i indsatsen.

De oplever, at de skal skrive det samme mange forskellige steder i systemet for at leve op til de krav, der stilles – og håndhæves af blandt andet Styrelsen for Patientsikkerhed ved deres tilsynsbesøg.

I nogle tilfælde skal det samme skrives op til seks forskellige steder i systemet – og det er besværligt og bureaukratisk.

Opgaven med opgøret med bureaukratiet

Kombinationen af skrivebordsvisitationer, der ikke altid passer med borgers aktuelle behov, paragraforganisering, der skaber afstand mellem mange bestillere og udførere, samt arbejdsgange og omsorgssystemer, der forhindrer adgang til effektiv dialog om justering af hjælpen, er kilder til oplevelser af besværligt bureaukrati og unødigt tidsforbrug i ældreplejen.

De har rod i, men er ikke bestemt af, de forskellige paragraffer fra forskellige lovgivninger med forskellige visitations- og dokumentationskrav.

Her er det ikke kun ældreministeren, men også sundhedsministeren, der har en rolle at spille i opgøret med bureaukratiet.

Der kan ikke tales om et ældreområde og et sundhedsområde som to adskilte områder, og de hverken kan eller bør forblive adskilte i den kommende reformproces.