Dette forskningsnotat er en landerapport og del af et større arbejde om konkurrenceudsættelse, som det norske forskningscenter Fafo – Institutt for arbeidslivs- og velferdsforskning i Oslo – udarbejder. VIVE og FAOS (Forsk-ningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier) bidrager med en kortlægning af eksisterende litteratur, der fokuserer på udviklingen i private velfærdsleverandører og konkurrenceudsættelse i dansk velfærds-service, og har særligt fokus på området for udsatte børn og unge og på effekterne på løn og arbejdsvilkår. Studierne på området peger på, at der er målbare effekter af konkurrenceudsættelse for medarbejderne i forhold til løn og arbejdsvilkår, jobtilfredshed, motivation og stress – særligt i forhold til udliciteringsprocesser. Der er både positive og negative effekter, men de negative dominerer. Herunder hører reduktion af antal medarbejdere, større arbejdspres, erstatning af ældre med yngre medarbejdere, dårligere arbejdsforhold, lavere løn, færre medarbejdergoder og reduceret jobtilfredshed.
Private velfærdsydelser og konkurrenceudsættelse i Danmark
En kortlægning med fokus på området for udsatte børn og unge og effekter på løn og arbejdsvilkår