Kontakt
Denne rapport præsenterer resultaterne af SFI's kortlægning af prostitution i Danmark. Rapporten belyser omfanget af prostitution og de prostitueredes levevilkår. Rapporten er dels baseret på en omfattende kvalitativ interviewundersøgelse blandt nuværende og tidligere prostituerede samt relevante fagpersoner, dels baseret på en survey-undersøgelse blandt nuværende prostituerede samt flere andre kvantitative datakilder.
Færre end hidtil antaget
Rapporten opgør antallet af prostituerede i Danmark til godt 3200. Den nye opgørelse viser færre prostituerede, end man hidtil har antaget. Forskellen skyldes primært, at de metoder, forskerne har brugt, giver et mere præcist billede. Det er fx vigtigt at tage højde for, at mange prostituerede arbejder på flere klinikker ad gangen.
Rapporten estimerer omfanget af klinikprostitution, kvindelig escortprostitution og udenlandsk gadeprostitution. Der er omkring 1600 på klinikker, 900 kvinder i escort og lidt under 600 udenlandske gadeprostituerede. Dertil kommer mandlige escort-prostituerede og champagne-piger på strip-barer, som forskerne skønner til at være mindst 100. Desuden er der den mere private/diskrete prostitution, som det ikke har været muligt at opgøre omfanget af.
Udenlandske kvinder overtager gaden
Den sidste gruppe i kortlægningen er de danske gadeprostituerede. Efter to døgns intensiv overvågning af Vesterbros gader optalte SFI’s forskere 13-15 danske prostituerede på gaden.
Forskerne har ikke kunnet opgøre det samlede antal danske gadeprostituerede. Men deres undersøgelser indikerer, at antallet af danske kvinder på gaden er svundet ind siden 1990’erne. Sammenholdt med de omkring 600 udenlandske gadeprostituerede synes det klart, at de danske kvinder er i kraftigt mindretal på gaden.
Ikke et entydigt fænomen
SFI’s kortlægning viser også, at prostitution er et meget nuanceret fænomen. Gruppen af prostituerede er meget heterogen, og de prostituerede har meget forskellige ønsker og behov. Der er stor forskel på at trække på gaden og på at søge kunder i et chat-rum på nettet. Og det er igen forskelligt fra livet på en sex-klinik eller en stripklub.
Undersøgelsen viser desuden, at de gadeprostituerede er mest udsatte for vold, har det laveste uddannelsesniveau og det største ønske om at komme ud af prostitutionen. Rapporten konkluderer bl.a., at prostitueredes vurdering af egen livssituation særligt er knyttet til, om de føler sig økonomisk afhængige eller uafhængige af penge fra prostitution, og om de føler sig socialt inkluderet eller ekskluderet af samfundet. Undersøgelsen giver en lang række konkrete eksempler på prostitueredes liv og hverdag.
Det er Socialministeriet, der har finansieret kortlægningen via satspuljen.
Om denne udgivelse
Socialministeriet
SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd