Kontakt
Da forskningen frem mod 1991 gjorde det klart, at der var øget risiko for vuggedød, når børn sov på maven, stod man i Danmark og resten af verden over for en stor opgave. Den nye viden skulle formidles bredt ud i befolkningen, så færre børn ville miste livet på grund af forkert sovestilling. En simpel, men samtidig vanskelig klinisk retningslinje at formidle for sundhedsmyndighederne i Danmark, fordi de indtil da havde sagt det modsatte, nemlig at spædbørn skulle sove på maven. En lignende udfordring stod man over for mange andre steder i verden.
Med et nyt studie, der er blevet optaget i det Harvard-baserede videnskabelige tidsskrift Review of Economics and Statistics, finder forskerne bag, at det sundhedsplejerskesystem, vi kender i Danmark, har haft afgørende betydning for at udbrede viden om de nye kliniske retningslinjer. Retningslinjer, der ud over sovestilling også handlede om rygning og om, at børnene ikke skulle have det for varmt i søvnen.
Nordiske lande i top
Danmark, Norge og Sverige var de lande, der hurtigst og mest effektivt fik formidlet de nye retningslinjer bredt ud til befolkningen og på den måde fik nedbragt spædbørnsdødeligheden markant. Fælles for de tre lande er et system med universel tilknytning af sundhedsplejesker til alle nybagte forældre, om end mødet med sundhedsplejersken i Sverige foregår på lokale klinikker frem for i hjemmet som i Danmark.
”Vi kan se, at når man lader informationen komme via sundhedsplejersker, så har det meget stor effekt. Og også bredere effekt. Meget litteratur viser, at det ofte er de højtuddannede, der ændrer adfærd når der kommer nye anbefalinger. Det er ofte dem, der samler den viden op. Men med sundhedsplejerskesystemet i en formidlerrolle reduceres det socioøkonomiske gab. Budskabet om den ønskede adfærdsændring bringes ud til alle befolkningsgrupper, også dem uden uddannelse og familier med indvandrerbaggrund, og netop for disse grupper finder vi en særlig stor effekt,” fortæller Jane Greve, professor MSO hos VIVE, der står bag studiet sammen med forskerkollegaerne Onur Altindag og Erdal Tekin fra USA.
Stadig aktuelt
På bare et par måneder fik man nedbragt børnedødeligheden lige så meget, som man havde gjort de foregående 40 år. Og faldet skyldtes alene reduktionen i antallet af børn, der døde uden sygdom eller andre kliniske årsager, altså vuggedød. Især dødeligheden hos børn, der var født for tidligt eller med lav fødselsvægt, faldt markant med implementeringen af de nye, kliniske retningslinjer. Faktisk var effekten hos disse grupper over 10 gange højere end blandt den øvrige del af befolkningen. Og selvom indførslen af de nye retningslinjer for sovestillinger ligger mange år tilbage, er det fortsat relevant at beskæftige sig med.
”Vuggedød er stadig den dominerende dødsårsag blandt småbørn i USA, og der er stadig mange børn, der sover på maven. Og det blandt de lavest uddannede, de laveste indtægter, den ikke-hvide del af befolkningen, hvor det er mest udtalt. I det lys er det meget relevant fortsat at se på, hvordan man får implementeret den adfærdsændring, som de kliniske retningslinjer lægger op til,” siger Jane Greve.
I Danmark fødes cirka 60.000 børn årligt. I 1990 døde knap 20 ud af 10.000 spædbørn vuggedøden. Ti år senere, i år 2000, var det tal nedbragt til 4 ud af 10.000 spædbørn.