Rømninger fra anbringelsessteder

Det er almindeligt kendt, at børn og unge kan finde på at stikke af fra deres anbringelsessted. Fagligt, blandt andet i voksenansvarsloven, kaldes dette rømning, det vil sige, at barnet eller den unge forlader anbringelsesstedet uden hensigt at vende tilbage. Der er til gengæld ingen viden om, hvor mange og hvor ofte børn og unge rømmer fra deres anbringelsessteder.

Denne rapport præsenterer den første kortlægning af rømninger blandt børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet i Danmark. Rapporten er bestilt af Social- og Ældreministeriet.

Ingen entydig definition af rømning

Der findes ikke en entydig definition af rømninger, som anvendes i praksis. Rømninger optræder i voksenansvarsloven, men er derudover ikke et fast defineret begreb i arbejdet med anbragte børn og unge i praksis. Det kan være en af årsagerne til, at forståelsen af, hvornår noget er en rømning, varierer både mellem anbringelsessteder og inden for anbringelsessteder.

Omfanget af rømninger skal derfor ses i dette lys. Der er dog enighed om, at det særligt er tre forhold, der er med til at definere, om der er tale om en rømning: 1) viden om, at barnet eller den unge ikke har til hensigt at vende tilbage til anbringelsesstedet, 2) manglende kontakt til den anbragte og 3) manglende viden om, hvor barnet eller den unge er.

Færrest rømmer fra familiepleje

10 procent af børn og unge på døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder har rømmet fra anbringelsesstedet mindst én gang inden for de seneste 12 måneder. For børn og unge anbragt i familiepleje er den tilsvarende andel 3 procent. Halvdelen af alle døgninstitutioner og socialpædagogiske opholdssteder (49 procent) har ikke har oplevet nogen rømninger, mens det gælder for næsten alle plejefamilierne (94 procent).