Samskabelse, samproduktion og partnerskaber - teoretiske perspektiver

Baggrund

Socialstyrelsen har udgivet en antologi om samarbejde mellem civilsamfund og det offentlige omkring indsatser for mennesker med psykiske vanskeligheder.

KORA har i samarbejde med Center for Socialt Entreprenørskab på RUC bidraget med denne artikel til antologien. Artiklen beskriver og begrebsindkredser forskellige samarbejdsformer, deres rødder, kendetegn og perspektiver i relation til at skabe resultater og demokratisk deltagelse for borgere. Derudover bidrager artiklen med en international perspektivering af de nye samarbejdsformer.

Beskrivelse af artiklens indhold

Samskabelse og samproduktion er udløbere af en mangeårig tradition for brugerinddragelse i det offentlige og for samarbejde mellem civilsamfundet og kommunerne. Det frivillige sociale arbejde har historisk set været med til at udvikle velfærdsarbejdet i Danmark. Tidligere var det mere entydigt rodfæstet og udfoldet i civilsamfundet, men i dag ser vi, at frivillige og civilsamfund indgår i den offentlige praksis og i offentlige politikker på nye måder.

Mange samarbejder organiseres i partnerskaber, der udfoldes omkring en konkret aktivitet eller et konkret problem. Parterne udvikler metoderne i fællesskab, og udviklingspotentialet udfoldes i kraft af synergien mellem aktører fra forskellige sektorer, ofte i en formaliseret aftaleramme.

Co-creation (samskabelse) har rødder i forretnings- og marketingsstrategi, hvor forbrugere og kunder går fra at være passive til at være aktive medskabere af produkter og services. Dialog skaber større indsigt, forståelse og læring.

Co-production (samproduktion) har rødder i sociologisk, mikroøkonomisk, netværks- og civilsamfundsforskning og kan defineres som et ligeværdigt og kontinuerligt samarbejde om at udvikle, gennemføre og evaluere velfærdsydelser i en samlet kæde eller en cirkelbevægelse, som kan gentages.

Co-creation (samskabelse) og co-production (samproduktion) går et skridt videre end tidligere samarbejdsmodeller i sit fokus på borgere og civilsamfund som ligeværdige medskabere af løsninger. Samskabelse og samproduktion stiller i højere grad krav om fælles praksis og forhandling, og det stiller helt nye krav til både kommunale og civile aktører om at etablere nye, fælles platforme.

Valget af samarbejdsform er ikke alene et pragmatisk valg. Samarbejdsformen har betydning for, hvordan man kan sætte ressourcer og viden i spil, hvordan de involverede kan bidrage til at skabe nye løsninger på udfordringer, og hvordan man kan skabe demokratisk værdi for borgerne.

Der er en tendens til, at de korte samskabelsesformater dominerer over de lange samproduktionsformer. Dermed risikerer man, at de eksisterende magtbalancer opretholdes, og at innovation i velfærdsydelser ikke udnyttes, som de kunne. Det betyder, at de fulde potentialer for at skabe borgerinddragende og ressourceskabende løsninger ikke udfoldes.