Skærmopkald i hjemme - og sygeplejen

Baggrund

Kommunerne har i mange år arbejdet med at udvikle nye typer velfærdsteknologi. Målet er at levere velfærdsydelser af høj kvalitet på nye og mere effektive måder. Som del af denne udvikling anvendes videosamtaler i stigende grad til at understøtte kommunikationen mellem sundhedsprofessionelle og borgere.

Viborg Kommune har introduceret Virtuel hjemme- og sygepleje, hvor nogle af de fysiske besøg hos borgerne erstattes af skærmopkald. Ambitionen er, at Virtuel hjemme- og sygepleje skal give positive resultater for både borgere, medarbejdere og økonomi.

Virtuel hjemme- og sygepleje kan bidrage positivt til at udvikle faglighed og mening i arbejdet. Her spiller medarbejderdeltagelse i udvikling af teknologi en vigtig rolle. Der kan imidlertid også være udfordringer og uhensigtsmæssigheder knyttet til skærmopkaldene.

Rapporten her belyser, hvad videosamtalerne betyder for personalets oplevelse og håndtering af pleje- og omsorgsarbejdet. Desuden belyser den, hvilke faktorer der har betydning for, om de oplever videosamtalerne som en god løsning. Denne viden kan give andre kommuner med lignende tilbud inspiration og refleksion i deres videre arbejde.

Konklusion

Undersøgelsen viser, at medarbejderne overordnet set vurderer, at Virtuel hjemme- og sygepleje er en god idé, ”hvis det giver mening for borgeren”: Borgeren skal kunne se fordelene ved et skærmopkald, og medarbejderne skal finde det fagligt og etisk forsvarligt. Personalet kan så bruge skærmopkaldene til at imødekomme borgerens specifikke behov på nye måder, og de kan give en oplevelse af ro og nærvær i samtalen med borgeren.

Omvendt kan det være en stor udfordring at anvende skærmopkald, hvis borgeren ikke er motiveret eller ikke har de nødvendige kompetencer til at deltage i samarbejdet. Det er en kompleks opgave at vurdere, om en borger skal modtage noget af hjælpen via videosamtaler eller ej, da det kræver faglige vurderinger af borgerens behov, kompetencer, kognitive funktionsniveau og motivation.

Et solidt kendskab til den enkelte borger og tid til samtalen er vigtige parametre for personalets oplevelse af, om de kan yde en god pleje via skærm. Viden om borgerne gør det muligt for medarbejderne at identificere, om der er afvigelser i borgerens rutiner, kropsholdning og stemmeføring. Den slags kan være tegn på forandringer i borgerens helbred og trivsel.

Men skærmopkaldene har nogle begrænsninger, da det er vanskeligt at ”se gennem skærmen”. Medarbejderne kan derfor opleve at være i et krydspres, hvor de har ansvar for at gennemføre videosamtaler, samtidig med at de oplever, at rammerne for at gennemføre samtalerne er utilstrækkelige.

Anbefalinger

Når en kommune skal udvikle og organisere koncepter for videosamtaler i ældreplejen, bør den være opmærksom på følgende:

Den økonomiske og organisatoriske rammesætning skal spille sammen med en faglig forankring:

• Økonomien i projektet skal kun baseres på at medtage de borgere, som fagligt set egner sig til at indgå i videosamtalerne.
• Videosamtalerne skal organiseres på en måde, som understøtter, at medarbejderne får et solidt kendskab og en nær relation til de enkelte borgere.
• Det skal prioriteres, at medarbejderne kan have løbende faglige diskussioner for at sikre, at skærmopkald bruges hensigtsmæssigt – både i forhold til borgernes tilstand, kompetencer og motivation og i forhold til personalets vurdering af kvalitet af pleje og eventuelle risici.
• Hvis man inddrager medarbejderne i at udvikle brugen af teknologien, er det med til at sikre kvalitet, meningsfuldhed og faglig udvikling for medarbejdere.

Der skal være balance mellem medarbejdernes mulighed for på den ene side at løse problemer kreativt og udvikle kvaliteten i plejen – og på den anden side undgå, at medarbejderne kommer til at stå med et ansvar under rammer, de ikke selv har indflydelse på.

Borgerne skal vælges ud fra en faglig vurdering af, om ”det giver mening for borgeren”:

• Er borgeren motiveret (et princip om frivillighed) og kan se fordelene med skærmopkaldene?
• Har borgeren de nødvendige kompetencer til at deltage aktivt i samarbejdet?
• Vurderer personalet, at det bidrager til opgaveløsningen på forsvarlig vis?

Metode

Rapporten er baseret på etnografiske feltstudier i to områder af Viborg Kommune. Studiet omfatter 17 dages observationer og 32 interview med hjemmesygeplejersker, sosu-assistenter og sosu-hjælpere samt ledere i efteråret 2015 og foråret 2016. Derudover er der foretaget dokumentanalyse af kommunale policy-papirer.