Når udsatte grupper af borgere skal i beskæftigelse, er det afgørende, om jobcentret målretter indsatsen mod brancher med mangel på arbejdskraft eller ej.

Det viser evalueringerne af to projekter, der begge skulle få flere flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse – men havde helt forskellige resultater.

Selvom praktikforløb i virksomheder kan være en vej ind til arbejdsmarkedet for flygtninge og indvandrere, så får øget brug af virksomhedspraktik ikke nødvendigvis flere i job.

Til gengæld er succesraten høj, når praktikforløbene bliver skabt i tæt samarbejde med virksomheder i brancher, der mangler arbejdskraft, og hvor de ledige har gode jobchancer, hvis de får de rette kompetencer.

Det er vigtig viden – ikke mindst i lyset af corona-krisen og den øgede ledighed, krisen har ført med sig.

Denne vigtige viden er en af konklusionerne på vores evalueringer af to forskellige projekter, der skulle styrke kommuners arbejde med at få flere flygtninge og familiesammenførte i job.

Baggrunden for projekterne var den store strøm af flygtninge, der – blandt andet som følge af krigen i Syrien – kom til Europa og Danmark i 2014-2016. Samtidig har ikke-vestlige indvandrere i årevis haft en lav beskæftigelsesfrekvens sammenlignet med både etniske danskere og vestlige indvandrere. Og selvom den er steget de seneste år, så er den fortsat betragteligt lavere end for etniske danskere.

Samme målgruppe, men forskellige tilgange

Begge projekterne var finansieret af midler fra Satspuljen og blev sat i gang i 2016 af Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Projekterne var forskellige, men havde også flere ligheder. Blandt andet var deltagerne fortrinsvis nytilkomne flygtninge og familiesammenførte, projekterne omfattede omtrent lige mange kvinder og mænd, og de skulle – i overensstemmelse med lovgivningen – i vidt omfang bruge virksomhedspraktik. Kommunerne fik også organisatorisk og økonomisk støtte til at styrke deres beskæftigelsesindsats.

I det ene projekt ’Virksomhedsrettet indsats med en brancheorienteret tilgang’ arbejdede 11 kommuner målrettet med et såkaldt ’branchekoncept’, der handlede om at skabe et godt match mellem ledige borgere og lokale virksomheder i brancher med mangel på arbejdskraft. Jobcentret skulle derfor arbejde målrettet på at få borgerne i virksomhedspraktik i disse udvalgte brancher.

I det andet projekt ’I mål med integration’ arbejdede 17 kommuner med hele kommunens gruppe af nyankomne flygtninge og familiesammenførte. Her fik kommunerne økonomisk støtte og konsulentstøtte til at styrke deres beskæftigelsesindsats. Støtten bestod blandt andet i hjælp til at opstille forandringsteorier, udarbejde parathedsanalyser og handleplaner og til at levere statusnotater.

Og samme mål, men helt forskellige resultater

Vives evaluering fandt ingen målbar effekt på beskæftigelsen i projektet ’I mål med integration’, selvom man opfyldte den del af målsætningen, der handlede om at øge brugen af virksomhedspraktik.

Til gengæld var effekten markant i ’Brancheorienteret tilgang’. Her steg mændenes beskæftigelse til knap 27 procent sammenlignet med kontrolgruppens 19 procent. Det svarer til en relativ stigning på 41 procent. Endnu mere markant var effekten blandt kvinderne. Her steg beskæftigelsen til 14 procent mod kontrolgruppens 8 procent.

Det svarer til, at kvinderne i projektet kom 73 procent mere i beskæftigelse end kvinderne i kontrolgruppen.

Det brancheorienterede projekt havde også positive effekter i forhold til at få både mænd og kvinder i gang med Integrationsgrunduddannelse IGU. Det er også positivt, fordi den 2-årige IGU kan bidrage til at opkvalificere de ledige og dermed styrke deres chancer for at komme ind på arbejdsmarkedet – og bide sig fast.

Bemærkelsesværdige resultater for kvinderne

Resultaterne fra ’Brancheorienteret tilgang’-projektet er meget bemærkelsesværdige, fordi (nyankomne) kvinder med ikke-vestlig indvandrerbaggrund er en af de ubetinget sværeste grupper at få i beskæftigelse.

OECD påpegede i en rapport fra 2018 om integration af flygtningekvinder, at vi har meget sparsom evidensbaseret viden om, hvad der kan hjælpe disse kvinder i job. Derfor er resultaterne fra det brancheorienterede projekt – også i et internationalt perspektiv – værd at lægge mærke til.

Den seneste udvikling i ledighedstallene tyder på, at ikke-vestlige indvandrere på arbejdsmarkedet kan blive mindst lige så hårdt – eller hårdere – ramt end etniske danskere af corona-krisen. Derfor er det endnu mere vigtigt at brancherette beskæftigelsesindsatsen for udsatte grupper – i særdeleshed indvandrerkvinder – for at forbedre deres chancer for at få succes på arbejdsmarkedet.

Fem konkrete tiltag

Kommunernes jobcentre bør derfor overveje at gøre følgende fem ting i deres arbejde for at forbedre chancerne for job til flygtninge og indvandrere:

Analysere meget nøje, i hvilke brancher i kommunen målgruppen har de bedste chancer for job.
Arbejde på at etablere et godt og gensidigt forpligtende samarbejde med relevante virksomheder i brancherne om at sætte virksomhedspraktikker og integrationsgrunduddannelsen IGU i gang til målgruppen.
Tilrettelægge forløbene, så de er gennemskuelige og med klare mål for deltagerne.
Arbejde målrettet på at styrke målgruppens branchespecifikke kvalifikationer og erfaring ved at bruge veltilrettelagte praktikforløb på virksomhederne.
Overveje, hvordan en brancheorienteret tilgang eventuelt kan bruges som en træningsbane til at komme i gang med en IGU.

IGU’en er målrettet flygtninge og familiesammenførte til flygtninge, som er fyldt 18 år, er under 40 år og har haft folkeregisteradresse i Danmark i mindre end 5 år. De tiltag, der handler om IGU, er altså kun relevant for denne gruppe.

Men de overordnede principper om at arbejde målrettet med borgere og virksomheder i brancher, hvor der er chance for job, er utvivlsomt relevant i forhold til de fleste udsatte grupper, som man gerne vil have ind på arbejdsmarkedet.

Social Class Differences in BMI among Danish Women