Kontakt
En troværdig og evidensbaseret fordeling af ressourcer er grundlaget for et vellykket arbejde med specialundervisning og inklusionsunderstøttende tiltag.
Haderslev Kommune har bedt VIVE gennemføre en analyse af specialundervisnings- og støttebehovet på tværs af kommunens skoledistrikter. Formålet med
analysen er at understøtte Haderslev Kommunes arbejde med en ny tildelingsmodel på folkeskoleområdet. Analysen kan danne grundlag for fordelingen af
specialundervisnings- og støttemidler mellem folkeskolerne i Haderslev Kommune.
Analysen finder, at der er visse forskelle mellem skoledistrikterne, når det kommer til de socioøkonomiske grundvilkår blandt elever og forældre. Overordnet ses det, at kommunens ungeuniverser (7.-9. klasse) forventes at have et større specialundervisnings- og støttebehov end de øvrige skoler i kommunen.
Dette skyldes først og fremmest, at ældre elever oftere visiteres til segregerede specialundervisningsindsatser. Det er således eleverne bosat i distriktet Ungeunivers Vojens, der har det største forventede specialundervisnings- og støttebehov. Analysen peger på, at en elev fra distriktet forventes at
have et knap 24 % større specialundervisnings- og støttebehov end en gennemsnitlig elev fra kommunen. Efter Ungeunivers Vojens følger Ungeunivers
Kløvermark, Gram og Favrdal-Fjelstrup. Først dernæst følger folkeskolerne fra´ 0.-6. klasse, der alle har et lavere forventet specialundervisnings- og støttebehov.
Der er endvidere også visse geografiske forskelle i det forventede specialundervisningsog støttebehov. Det laveste behov findes blandt eleverne bosat i Hammelev-Sct. Severin distriktet, hvor eleverne i gennemsnit har et specialundervisnings- og støttebehov, der ligger godt 22 % under gennemsnittet for kommunen. Det største forventede behov blandt eleverne fra 0.-6. klasse findes i distrikterne Erlev og Bregnbjerg. Tabel 1 på følgende side viser forskellene mellem skoledistrikterne.
Den socioøkonomiske indeksværdi angiver det gennemsnitlige socioøkonomisk betingede specialundervisnings- og støttebehov blandt distrikterne i kommunen. Gennemsnittet for kommunen er sat = 100, og værdier over 100 indikerer, at det gennemsnitlige behov blandt eleverne i distriktet er større end gennemsnittet for kommunen som helhed. Omvendt indikerer værdier under 100, at det gennemsnitlige behov i distriktet er mindre end behovet i kommunen som helhed. Ved at vægte elevtallet i distriktet med indeksværdien kan man beregne den budgetandel, som de socioøkonomiske vilkår blandt elever og forældre tilsiger, at distriktsskolen skal modtage i specialundervisnings- og støttemidler.
VIVE vurderer, at de beregnede indeksværdier er nogenlunde stabile over en årrække på 3-5 år, hvorefter det anbefales at foretage genberegninger. Det er samtidig vigtigt at fremhæve, at VIVEs beregninger alene belyser det socioøkonomisk betingede specialundervisnings- og støttebehov. Det faktiske behov kan variere fra dette – også fra år til år.
Metode
Registerbaseret statistisk analyse af specialundervisnings- og støttebehovet blandt elever i Haderslev Kommunes skoledistrikter. Undersøgelsen er baseret på registeroplysninger for alle elever fra 0.-9. klasse i Danmark. Registeroplysningerne rummer blandt andet oplysninger om forældres uddannelse, indkomst og arbejdsmarkedstilknytning, oplysninger om sociale foranstaltninger.
Om denne udgivelse
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd