Kontakt
I følge den amerikanske forsker Cheryl Mattingly er enhver familie i krise et »moralsk laboratorium«. For kriser kalder på handling - som for eksempel når gamle forældre, der ellers har klaret sig selv, bliver syge og får brug for hjælp. Så står de nære og kære pludselig med ukendte udfordringer - og hvem gør så hvad? Jeg har selv været der, da min 79-årige mors kræft vendte tilbage, og det pludselig gik hastigt ned ad bakke. Hun var alene, så min bror og jeg - og kommunen - måtte træde til. Det gik ret gnidningsfrit. Min bror blev chauffør til undersøgelserne, og jeg endte på to måneders plejeorlov for at være hos hende i den sidste tid. Vores familiekrises »moralske laboratorium« fik således et kort, fredsommeligt forløb og sluttede med endnu et stilfærdigt dødsfald i den danske velfærdsstat.
I andre familier fylder omsorgen for gamle og syge dog langt mere - og udspiller sig over længere tid. Hvordan det kan se ud i etniske minoritetsfamilier, har jeg og kolleger fra Aarhus Universitet undersøgt. Og det udgiver vi en bog om i næste uge.
Bogen Minoritetsældre og selvudpegede hjælpere tager afsæt i den danske servicelovs § 94, der gør det muligt for eksempelvis familiemedlemmer at overtage de hjemmehjælpstimer, som en ældre borger er visiteret til. Dermed kan man få løn for at hjælpe sin svigermor, far eller ægtefælle. Denne »selvudpeget hjælper-ordning« er ret lille - cirka 2.500 personer bruger den i dag - og er langt mere populær i etniske minoritetsfamilier end i den majoritetsdanske befolkning. Vi har brugt ordningen som afsæt for et praksisorienteret forskningsprojekt. Ordningen får nemlig dele af samfundet, der normalt er adskilte, flettet sammen på uvante måder. I en selvudpeget hjælperordning er hjælperen den kærlige hustru, datter eller svigerdatter (for ja, de fleste hjælpere er kvinder), og omsorgen foregår i nære familierelationer i det private hjem. Men hjælperne er samtidig kommunalt ansatte omsorgsmedarbejdere, og dermed bliver hjemmet en arbejdsplads, hvor den kommunale arbejdsgiver betaler løn og har et overordnet ansvar for såvel hjælperens arbejdsmiljø som for den ældres trivsel.
Ordningen er også viklet ind i debatten om etniske minoritetskvinders plads i familien og på arbejdsmarkedet. Til projektet interviewede vi kommunale visitatorer, der bestemmer, hvilken hjælp forskellige borgere skal have, og det var et emne, der lå mange af dem på sinde. Nogle mente, at ordningen kunne binde yngre kvinder til hjemmet i så høj en grad, at det gik for meget ud over kvindernes egne livschancer på den længere bane. Samtidig kunne det også være en god og billig kommunal løsning på ellers rigtigt vanskelige problemer. På den måde kan ordningen ses som en Pandoras æske, der er fuld af dilemmaer og paradokser - og det er netop det, der gør den så interessant.
Et andet kendetegn ved § 94-ordningerne er deres mangfoldighed. I den ene ende af spektret er der ordninger i lavt belastede familier, hvor for eksempel en datter får løn et par timer om ugen for at hjælpe sin Parkinson-ramte far med at få støttestrømper på. I den anden ende talte vi med en kvinde, vi her kan kalde Bushra. Da hendes far ikke længere kunne tage sig af en stadigt mere dement hustru, sagde Bushra sit job op og flyttede sin mor hjem til sig. Hun passer nu sin mor døgnet rundt i et hjem, hvor der også er mand og fire børn. Bushra aflønnes med de 31 timer om ugen, hvor hjemmehjælpen ellers ville være kommet. Da vi talte med Bushra, havde hun ikke haft en feriedag i fire år. Men ordningen sikrer, at hendes gamle mor ikke kommer på plejehjem. Der ville moderen ikke få samme omfattende omsorg.
Hun ville faktisk ikke engang kunne tale med personalet, da hun ikke kan dansk. Bushra tror reelt, at dét at flytte på plejehjem ville slå hendes mor ihjel, hvorfor hun ikke ser plejehjem som et alternativ til det - meget opslidende - omsorgsarbejde, som hun nu står for. Men spørgsmålet er, hvor meget længere hun kan holde til det.
Bushra er meget alene med sit omsorgsarbejde.
I andre familier er det anderledes. Et omsorgsarrangement, vi fulgte over længere tid, drejede sig således om en enke i 80erne - også i en etnisk minoritetsfamilie. En af hendes døtre, en kvinde i 60erne, var ansat som selvudpeget hjælper. Hun delte dog omsorgsarbejdet med tre andre søskende samt med knap 20 af enkens svigerbørn og børnebørn.
Der var ugentlige vagtplaner med døgnbemanding i lejligheden og styr på, hvem der lavede yndlingsretterne og tog sig af rengøringen. Det var ikke altid nemt at være i. Som en svigerdatter fortalte, var den ældre enke » aldrig tilfreds, ligegyldigt hvad og hvor meget jeg gør for hende«. Der var også konflikter, for eksempel om hvem der skulle stå for den personlige hygiejne.
Men uanset hvad passede man den gamle kvinde selv, og familien levede dermed op til de store fordringer om selv at passe sine ældre, der er i nogle etniske minoritetsfamilier i Danmark i dag.
Vores projekt har givet os et detaljeret indblik i familiernes - og kommunernes - brug af § 94-ordningen. Det har også været et blik på det uafvendelige i alderdom, sygdom og død, hvor mange, om de ønsker det eller ej, ender med at blive afhængige af hjælp.
Med en stigende andel ældre i det danske samfund generelt er der røster fremme om, at familier skal til at løfte en større del af omsorgen for at holde udgifterne nede. Om det bliver en realitet, må fremtiden vise. Men hvordan dette allerede i dag sker i nogle etniske minoritetsfamilier - og hvad det kan føre med sig af både varm omsorg og mangeartede udfordringer - kan selvudpeget hjælperordningen i dag give et indblik i.