Kontakt
I de senere år har der været stigende fokus på, at indsatser og tilbud til bestemte grupper kan have afledte effekter på en række områder, der ligger ud over de primære områder, som indsatsen er rettet imod. Dette fokus har ført til udvikling af beregningsværktøjer, der skal gøre det muligt at komme med et bud på omfanget af disse afledte effekter, særligt med fokus på de gevinster, der kan være for de offentlige kasser. På socialområdet findes Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM), og i 2022 er der på undervisningsområdet blevet udviklet Regnemodel for Investeringer i Uddannelse (REFUD).
Også på sundhedsområdet er det åbenbart, at succesfulde tiltag over for patientgrupper kan have afledte effekter i form af eksempelvis færre udgifter til behandling i fremtiden, hvis man for eksempel kan forhindre, at diabetespatienter udvikler komplikationer af sygdommen. Det er det, som Beregner for Investeringer i Sundhed (BIS) kan sætte tal på for 22 patientgrupper. Beregneren er udviklet af VIVE for Lægemiddelindustriforeningen.
Fire typer af beregninger
BIS er en webbaseret applikation, der giver brugerne mulighed for at lave fire typer af beregninger:
- Sammenligning af to patientgrupper
- Sammenligning af en patientgruppe med den generelle befolkning
- Gevinster ved sundhedsrettede interventioner for patientgrupper opgjort i forbrug af sundhedsydelser, forbrug af receptpligtig medicin og tilknytning til arbejdsmarkedet
- Produktionsgevinst for forældre som følge af færre sygedage hos børn.
Anbefalinger
BIS kan anvendes til potentialeberegninger af indsatser på sundhedsområdet. Modellen viser ikke en årsagssammenhæng, men også potentialet kan være af interesse, når specifikke tilbud til patientgrupper skal diskuteres.
Metode
BIS bygger på en cost-of-illness-tilgang, hvor man ser på de omkostninger, patienter med en specifik lidelser medfører, og sammenligner dem med tilsvarende omkostninger for andre grupper, enten andre patientgrupper eller den generelle befolkning. Til at muliggøre sådanne sammenligninger har vi udtrukket data for en årrække for forbrug af sundhedsydelser og receptpligtig medicin samt for tilknytningen til arbejdsmarkedet. Desuden har vi til forældremodellen udregnet gennemsnitslønindkomst for børnefamilier, der tager højde for uddannelsesniveau, børnenes alder samt forældrenes arbejdsmarkedstilknytning.
Om denne udgivelse
Lægemiddelindustriforeningen
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd