Kontakt
Soldater, der udsendes til konfliktområder, har en øget risiko for at udvikle psykiske lidelser, og børn af udsendte soldater har også en øget risiko for adfærdsproblemer. Mens mange undersøgelser har dokumenteret sammenhænge mellem forældres udsendelse og børns mentale sundhed, er der ingen af dem, der har identificeret den kausale effekt af den enkeltes udsættelse for kamp under udsendelse.
Danmark har haft 9.000 soldater udsendt til fredsskabende missioner i Afghanistan og Irak, og VIVE har fået forskningsadgang til fortrolige missionsrapporter om de enkelte soldaters eksponering for kamp. Ved at koble disse soldater med deres teenagebørns afgangseksamen i 9. klasse og samtidig udnytte, at kampeksponeringen blandt de udsendte er så godt som tilfældig, kan vi vurdere virkningen af fædrenes kampeksponering på deres børns testresultater.
For at adskille effekten af fædrenes udsendelse fra andre mekanismer, har vi undersøgt virkningen af kampeksponering på soldatens mentale sundhed, og hvordan faderens kampeksponering kan påvirke andre familiemedlemmer. Resultaterne, som er robuste over for flere falsifikationstests, viser, at børn, hvis far har været i kamp, får lavere eksamensgennemsnit – 13 % procent af en standardafvigelse – end børn af udsendte fædre, der ikke er har været eksponeret for kamp. Desuden finder vi, at fædre, som har oplevet kamphandlinger, i højere grad får en misbrugsdiagnose end fædre uden kamperfaring – og deres børn og ægtefæller har mere kontakt til det psykiatriske sundhedssystem og køber i højere grad antidepressiv medicin.
Dette working paper præsenteres på Veterankonferencen 2022, som afholdes 10. oktober i Moltkes Palæ. Det er gratis at deltage.
Om denne udgivelse
Soldaterlegatet
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd