The Immigrant Old Man

Mange indvandrere og flygtninge i Danmark har været dårligt stillede livet igennem. Bag sig har de ofte en barndom og ungdom med begrænset uddannelse, og voksenlivet har udspillet sig på ufaglærte dele af arbejdsmarkedet, hvis de da ikke har stået helt uden for det. De har ofte begrænsede danskkundskaber og føler sig generelt mere deprimerede og ensomme end majoritetsbefolkningen. I alderdommen savner de også ofte det oprindelsesland, som de fleste dog ikke har en reel mulighed for at vende tilbage til. Samtidig er hvert eneste liv unikt.

For at indfange de personlige detaljer i en enkelt livshistorie tager dette kapitel, som er et bidrag til antologien ”The Old Man”, udgangspunkt i beretningen fra ”Ibrahim” – en 74-årig kurdisk mand, der flygtede fra det østlige Tyrkiet til Danmark, da han var 55 år. Godt to år senere fik han familiesammenført sin hustru og deres syv børn. Uanset sine ihærdige anstrengelser lykkedes det hverken Ibrahim at lære dansk eller finde arbejde i Danmark. Blandt andet fortalte de danske myndigheder ham, at han var for gammel til at blive ansat noget sted, og at han bare skulle stille sig tilfreds med sin overførselsindkomst.

Godt gik det heller ikke i Ibrahims privatliv. Her var spændingerne store, og ti år efter ankomsten til Danmark faldt hans familie endeligt fra hinanden, da hans kone forhold ham i forlængelse af en sag, hvor myndighederne anbragte et af parrets børn uden for hjemmet. Ibrahim fortæller, at han oplevede, det var den danske stat, som reelt stod bag skilsmissen – en oplevelse, som man genfinder hos andre etniske minoritetsmænd, der kan føle, at deres position undermineres af en velfærdsstat, som støtter kvinder og aktivt tilskynder dem til at forlade deres ægteskaber. Som et resultat af skilsmissen havde Ibrahim næsten ingen kontakt med sine børn og børnebørn.

Alene i sin alderdom følte Ibrahim sig også fremmed i Danmark og havde et dybt savn efter det land, han havde forladt. Som flygtning var han dog forment muligheden for at vende tilbage dertil. Han måtte dermed affinde sig med sine vilkår og med sin bekymring for, hvad der ville ske med ham den dag, han ville få brug for pleje og omsorg.

Konklusioner

Der er naturligvis andre ældre etniske minoritetsmænd, som trives godt i alderdommen. Her kan velfungerende familierelationer spille en central rolle, ligesom arbejdsmigranters muligheder for årlige besøg i deres oprindelsesland kan være vigtige for deres livskvalitet. Modsat sådanne mere positive fortællinger er Ibrahims historie en trist beretning om tab og marginalisering. Ud over at være reelt udelukket fra såvel det majoritetsdanske samfund (blandt andet sprogligt) som fra sin egen familie, var han også økonomisk fattig – et vilkår, der rammer etniske minoritetsældre i langt højere grad end den majoritetsdanske befolkning.

Ibrahims historie eksemplificerer dermed, hvordan ulige vilkår i samfundet kan øges med stigende alder og samlet set resultere i en overordentlig trist og udsat alderdom.