Selvom vi har solid viden, som viser, at tidligere anbragte unge gennemsnitligt klarer sig dårligere i uddannelsessystemet end deres jævnaldrende, så ved vi kun lidt om, hvilke faktorer der udover selve anbringelsen spiller en rolle. I denne videnskabelige artikel ser vi på, hvilken rolle psykiske problemer spiller for tidligere anbragte unges veje gennem uddannelsessystemet, og især hvilken rolle psykiske problemer spiller, når de optræder sammen med andre risikofaktorer.
Svært at fokusere på uddannelse, når der er andre udfordringer i hverdagen
De unge oplever, at det kan være svært at starte og fastholde uddannelsesforløb; særligt oplever de at stå alene med deres psykiske problemer, eksempelvis håndteringen af angst, ligesom kravene på en uddannelse kan blive for store, når de unge samtidig har andre problemer, der påvirker hverdagen. Det kan for eksempelvis være, hvis de ikke har en fast bolig eller kontakt med støttende voksne.
Fire typiske uddannelsesveje for tidligere anbragte
På baggrund af vores kvantitative forløbsdata identificerer vi fire forskellige uddannelsesveje for tidligere anbragte unge:
1) den akademiske vej
2) den erhvervsrettede vej
3) den afbrudte vej
4) den ikke gennemførte vej.
Vi finder, at psykiske problemer er en afgørende faktor i forhold til, om unge ender i den afbrudte vej eller den ikke gennemførte vej. For de unge, som ender i den afbrudte vej, er psykiske problemer den mest afgørende faktor. Det samme gør sig gældende for de unge, som ender i den ikke gennemførte vej, men for denne gruppe af unge er der også andre faktorer, som spiller ind. Det kan for eksempel være manglende støtte og misbrugsproblemer. Den rigtige støtte og hjælp er derfor afgørende for, at de kommer ind og fastholdes i uddannelsesforløbet.
Anbefalinger
Vores resultater peger på, at der er brug for et meget stærkt fokus på psykiske problemer blandt tidligere anbragte unge i forbindelse med både deres uddannelsesvalg og støtte til fastholdelse i uddannelse. Psykiske problemer tegner til at være en helt central udfordring for en betydelig del af tidligere anbragte unge. De psykiske problemer er medvirkende til, at de ikke kommer igennem uddannelsessystemet. Dermed minskes deres chancer for at få et uafhængigt og selvstændigt voksenliv.
Metode
Analyserne bygger på Forløbsundersøgelsen af anbragte unge født i 1995, hvor vi har både kvalitative og kvantitative forløbsdata, hvilket vil sige gentagne spørgeskemadata og kvalitative interviews med de samme unge.