To distrikter - to forskellige former for sygepleje?

Undersøgelsen viser, at hjemmesygeplejens oplevelse af trygt at kunne uddelegere opgaver til social- og sundhedspersonalet påvirkes af deres kendskab til social- og sundhedspersonalets kompetencer og personligheder, hvorfor det kan fremmes ved integration af hjemmeplejen.

Baggrund

Hjemmeplejens organisering og praksis i forbindelse med en rehabiliterende tilgang er undersøgt i mange kommuner. Det har primært været social- og sundhedsuddannet personale, der har været i fokus, mens fx hjemmesygeplejerskernes rolle i det rehabiliterende arbejde har været et appendiks i undersøgelserne.

I denne undersøgelse af hjemmesygeplejen i Fredericia Kommune er det hjemmesygeplejerskernes organisering og praksis i to hjemmeplejedistrikter, der er i fokus. I kommunen er hjemmesygeplejerskerne integrerede i hjemmeplejen, og denne organisering har varet fra under et halvt år til flere år i de forskellige distrikter.

Undersøgelsen er dels baseret på et distrikt, hvor sygeplejerskerne har været integreret i hjemmeplejen i tre et halvt år, og dels på et distrikt, hvor integrationen kun er et halvt år gammel. Undersøgelsen giver svar på:

• Hvordan hverdagen i de to distrikter er organiseret og fungerer
• Borgernes veje til sygeplejerskerne, og hvordan sygeplejerskerne agerer på indkomne borgere
• Hvordan sygeplejerskerne arbejder med borgerne med fokus på,
  • hvordan og hvorvidt de arbejder rehabiliterende
  • hvordan de praktiserer uddelegering til plejerne, herunder hvad der fremmer henholdsvis hindrer uddelegering
  • Hvordan sygeplejerskerne praktiserer selvvisitering til sygeplejeydelser og registrering af ydelser.

Konklusion

Hvis de organisatoriske forhold tillader det, opstår der fordele i forhold til uddelegering, når hjemmesygeplejen er integreret med hjemmeplejen. Sygeplejerskerne kender hjemmeplejernes kompetencer og måder at reagere på borgeres (potentielle) sygeplejebehov og kan derfor bedre uddelegere til og rådgive hjemmeplejerne om vurderingen og varetagelsen af sygeplejeopgaver.

Hjemmesygeplejerskernes forståelse af rehabilitering hviler på to ben, dog det ene mere end det andet. Især en orientering mod selve det at afslutte sygeplejeopgaver og i mindre grad at tage udgangspunkt i borgerens liv, mål og motivation samt øvrige ydelser, borgeren modtager. De arbejder bl.a. med at afslutte opgaver ved at trappe borgere langsomt ud af hjælpen, evt. mens de oplærer borgeren i at varetage opgaven.

Hvad der afgør, om sygeplejerskerne overdrager en opgave til borgeren, er en vurdering af konsekvenserne, hvis borgeren alligevel ikke magter opgaven. Sygeplejerskerne fremstår ikke risikovillige i den henseende, og en vurdering af, at konsekvensen er en forværring af borgerens situation, medfører tilbageholdenhed med at overdrage opgaver.

Selvom hverdagen i de to distrikter ligner hinanden på papiret, fungerer de forskelligt i praksis. Noget skyldes, at organisationsforandringen i det ene distrikt er ung, og at de fx stadig er i færd med at finde de rette mødeformer. Særligt hvorvidt sygeplejerskerne skal holde monofaglige møder, er et stridspunkt, hvor sygeplejerskernes ønske om et stærkt sygeplejefagligt sparringsmiljø møder et ledelsesmæssigt ønske om at integrere sygeplejerskerne med hjemmeplejerne, hvor midlet til at opnå det fx er at minimere monofaglighed og maksimere tværfaglige interaktioner. Erfaringerne fra det andet distrikt er, at monofaglige møder er en nødvendighed, og at det er relevansen i forhold til mødets indhold, der skal afgøre, hvem der deltager i et møde.

Sygeplejerskerne i Fredericia er selvvisiterende. De skal registrere deres ydelser, og der styres efter, at deres tid skal anvendes borgerrelateret. Deres praksis viser dog, at en række opgaver ikke registreres korrekt, bl.a. fordi de oplever, at der ikke findes ydelseskategorier, der matcher opgaven, og fordi en korrekt registrering vil være en omfattende arbejdsopgave. En række opgaver registreres derfor i overordnede kategorier. Selvom registreringen således slører, hvad sygeplejerskerne faktisk varetager af opgaver, opfylder de til fulde sygeplejerskernes registreringsbehov. På enkel vis tydeliggør den, at de anvender deres tid på borgere.

Anbefalinger

For at høste fordelene af en integration af hjemmepleje og hjemmesygepleje, skal de organisatoriske rammer sikre sygeplejerskerne fleksibilitet til at anvende deres viden om hjemmeplejernes kompetencer og personlighed i forhold til at uddelegere opgaver. For eksempel mulighed for at have direkte indflydelse på, hvem opgaver overdrages til.

Integration af hjemmesygepleje og hjemmepleje er ikke ensbetydende med en afskaffelse af monofaglighed. Der skal arbejdes sideløbende med oprettelsen af et stærkt tværfagligt miljø og en fælles kultur, og etableringen af relevante monofaglige møder og strukturer.

Etableringen af en fælles kultur beror bl.a. på faggruppernes agtelse af hinanden. I etableringen af en fælles kultur skal der derfor arbejdes med, hvordan faggrupperne opfatter hinanden, med udgangspunkt i, hvordan de legitimerer og delegitimerer hinandens praksis og væren.

Sygeplejerskernes forståelse af rehabilitering skal masseres, således at den flytter sig fra at holde fokus på afslutning af den sygeplejefaglige opgave isoleret set, til at det sygeplejefaglige tænkes ind i en helhedsorienteret indsats sammen med borgeren og de hjemmeplejere, der også samarbejder med borgeren. Det kan fx fremmes ved flere casebaserede mødefora og etableringen af små tværfaglige team om konkrete borgere.

Metode

Konklusionerne er draget på baggrund af fire observationsdage, to i hvert distrikt, hvor to forskellige hjemmesygeplejersker blev fulgt i dagsvagter. Efterfølgende blev der afholdt fem fokusgruppeinterview (to med sygeplejersker, to med plejere og et med planlæggerne) samt tre enkeltpersonsinterview med ledere i de to distrikter.