Trust in the publicly financed care system and willingness to pay for long-term care

I takt med, at vores levealder stiger, er det forventeligt, at også gruppen af ældre, der vil have brug for hjemmehjælp, vil vokse i fremtiden. Det pres, som kommunerne allerede lider under i forhold til at levere en tilfredsstillende hjemmepleje, kan derfor kun forventes at blive værre. Samtidig ser vi tegn på, at hjemmeplejen i øget grad bliver underlagt markedslignende vilkår med flere private leverandører, fritvalgsordninger og klippekort.

På den baggrund undersøger denne videnskabelige artikel følgende fire spørgsmål:

• Vil fremtidens modtagere af hjemmehjælp være villige til at betale for forbedret service?
• Hvilke ydelser er de i så fald især villige til at betale for?
• Er der særlige grupper af ældre, der er mere villige end andre til at betale for hjemmepleje?
• Hænger betalingsviljen sammen med troen på, at velfærdssystemet i fremtiden vil kunne garantere alle ældre den omsorg og pleje, de har brug?

Konklusioner

Artiklen viser, at fremtidens ældre generelt er villige til at betale for en forbedret hjemmehjælp. Betalingsviljen er størst, når det handler om at have de samme 3-4 hjælpere (frem for op til 20 forskellige), få et ekstra bad om ugen og at kunne deltage i aktiviteter i et aktivitetscenter sammen med jævnaldrende. Det er især ældre med en forholdsvis høj formue og et højt uddannelsesniveau, som er villige til at betale for en bedre service. Dermed er der en stærk sammenhæng mellem betalingsvilje og betalingsevne. Betalingsviljen hænger også stærkt sammen med en lav tiltro til, at velfærdssystemet i fremtiden vil kunne garantere alle ældre den omsorg og pleje, de har brug for.

Anbefalinger

Artiklens resultater tyder på, at et privat marked for hjemmeplejeydelser kan forventes at opstå og vokse i Danmark i fremtiden. Hvis kommuner ikke har mulighed for at levere hjemmepleje af høj kvalitet, er der således risiko for, at især ressourcestærke ældre vil henvende sig til private udbydere for at få den service, de har brug for.
Det betyder, at der vil blive forskelle i kvaliteten af den service, som ældre med og ældre uden økonomiske ressourcer vil få. Dermed kan ulighederne mellem relativt mere og relativt mindre ressourcestærke ældre komme til at stige i Danmark i fremtiden. Og en stigende ulighed i ydelser kan yderligere underminere borgernes tillid og støtte til velfærdsstaten.