Kontakt
Færre botilbudsmodtagere og stigende enhedsudgifter
Udgifterne til voksne med handicap eller sindslidelse er steget med 7 procent i Region Sjælland. Stigningen er sket fra 2014 til 2017 og er et gennemsnitstal for de 17 kommuner i regionen. Denne udgiftsstigning er lidt større end på landsplan, hvor udgifterne er steget med 3 procent i samme periode. Kommunerne i Region Sjælland brugte i gennemsnit 8.140 kr. pr. indbygger på det specialiserede voksenområde i 2017.
Der er én procent færre voksne, som modtager botilbud. Omvendt er der flere voksne, der modtager § 85-støtte i eget hjem, BPA-ordninger samt ophold på forsorgshjem og herberger. § 85-støtte skal hjælpe den enkelte voksne til en selvstændig tilværelse, mens BPA-ordningen retter sig mod voksne med betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har meget omfattende hjælpebehov.
Udgifterne til hver enkelt voksen steg generelt i perioden. For eksempel blev en botilbudsplads gennemsnitligt 6 procent dyrere fra 2014 til 2017.
Forskelle mellem de sjællandske kommuner
Udgifterne til det specialiserede voksenområde varierer mellem kommunerne. Den billigste kommune brugte 6.500 kr. pr. indbygger i 2017, mens den dyreste kommune brugte 13.700 kr.
Gennemsnitligt er 81 borgere i botilbud eller botilbudslignende tilbud pr. 10.000 18-64-årige indbyggere i 2017. Det tal svinger dog mellem kommunerne. I nogle kommuner er der 2-3 gange så mange botilbudsmodtagere som i andre kommuner.
Det varierer, hvor mange penge de sjællandske kommuner bruger pr. voksen i en social foranstaltning. Eksempelvis koster en borger, der bor i et botilbud eller botilbudslignende tilbud, i gennemsnit knap 700.000 kr. i 2017. Udgiften svinger fra 550.000 kr. i den billigste kommune og op til 860.000 kr. i den dyreste kommune. Forskellene i udgifterne kan blandt andet hænge sammen med, at brugerne er forskellige og ikke modtager den samme ydelse eller har det samme støttebehov. Det kan også skyldes, at der er forskelligt serviceniveau i kommunerne eller forskellig produktivitet.
Metode
VIVE har sammenlignet de 17 kommuner ved at anvende data fra Danmarks Statistik. Dataene vedrører kommunernes udgifter. Derudover har VIVE indsamlet oplysninger direkte fra kommunerne om antallet af modtagere af forskellige foranstaltningstyper. VIVE og kommunerne har i samarbejde kvalitetssikret analysernes datagrundlag. VIVE tager dog forbehold for, at der kan være fejl i de opgørelser over udgifter og brugere, som VIVE har modtaget fra kommunerne og Danmarks Statistik. VIVE har kun begrænset mulighed for at tage højde for de fejl i vores beregninger.
Baggrund for undersøgelsen
VIVE har opdateret en række benchmarkinganalyser for Styregruppen for Rammeaftale Sjælland. Analyserne sammenligner udgifter, brugere og enhedsudgifter på det specialiserede socialområde blandt de 17 kommuner i Region Sjælland. VIVE (dengang KORA) udgav en række lignende rapporter i 2016 og 2017. Kommunerne skal bruge de nye analyser som grundlag for fælles styringsinformation på området.
Rapporten om udgifter, brugere og enhedsudgifter på det specialiserede voksenområde er én af to udgivelser, som præsenterer resultaterne fra VIVEs opdatering. Den anden udgivelse handler om det specialiserede børne- og ungeområde. Den finder du her.
Om denne udgivelse
Styregruppen for Rammeaftale Sjælland
VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd