Using National Clinical Guidelines to Reduce Practice Variation – The Case of Denmark

Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer er faglige anbefalinger, der er udarbejdet af en ekspertgruppe med det formål at ensarte behandlingstilbud på tværs af landet. Retningslinjernes anbefalinger beror på forskning og ekspertviden om, hvilke behandlingsmetoder der har beviselig effekt, og er tænkt som guides til blandt andet fysioterapeuter og behandlere af demens eller alkoholafhængighed. En anbefaling kan enten være meget stærk, stærk, svag eller klinisk praksis. Sidstnævnte bruges om behandlingsmetoder, der ikke har beviselig effekt, men er anerkendt af eksperter på området.

I denne artikel gennemgår vi alle 47 nationale kliniske retningslinjer, der er publiceret i perioden 2012-2017. De 47 retningslinjer dækker en lang række sundhedsområder med det til fælles, at der ikke tidligere har været nationale retningslinjer for praksis. Artiklen undersøger, om retningslinjerne giver klare anbefalinger og derfor kan forventes at ændre praksis på de 47 behandlingsområder. Det sker via en kortlægning af anbefalingernes styrke og på hvilket evidensgrundlang.

Konklusioner

Blandt de 47 nationale kliniske retningslinjer, der blev udarbejdet i 2012-2017 var den typiske anbefaling svag og baseret på meget lav viden om effekten. Det handler især om, at en stor del af de udvalgte områder netop er udvalgt på grund af uklar viden om behandlingernes effekt.

Svage anbefalinger kan betyde, at retningslinjerne kun har begrænset effekt på praksis, da de kun i mindre grad kan forventes at blive fulgt af behandlerne. Det er dog svært at afgøre effekten af de nationale kliniske retningslinjer, da der ikke systematisk indsamles viden om, hvorvidt behandlerne følger anbefalingerne. Det er derfor også uklart, om retningslinjerne kan opfylde deres mål, nemlig at ensarte behandling af høj faglig kvalitet på tværs af behandlingssteder. Værdien af de nationale kliniske retningslinjer er derfor vanskelig at fastslå.

Fremtidige fokusområder

I artiklen peger vi på tre fokusområder for det fremadrettede arbejde med de nationale kliniske retninger:

1. Opmærksomhed på, hvilke sundhedsområder der udvikles retningslinjer for. På områder med lille viden om, hvilke behandlingsmetoder der virker, vil man ofte kun kunne udstikke svage retningslinjer.
2. Det kan være fordelagtigt at evaluere, om anbefalingerne bliver fulgt, således at man i højere grad kan vurdere, om retningslinjerne opfylder deres formål.
3. Overvejelser om, hvorvidt omkostningen til at udvikle kliniske retningslinjer står mål med gevinsten.