Kontakt
Frivilligt arbejde kan på mange måder have positiv betydning for ældre. For eksempel kan det frivillige arbejde bidrage til at skabe struktur og mening i hverdagen, og det kan skabe nye sociale kontakter.
I denne videnskabelige artikel undersøger vi udviklingen i frivilligt arbejde blandt ældre voksne i Danmark i årene 1997-2017. Artiklen bygger på data fra Ældredatabasen.
Konklusioner
Vi finder, at andelen af frivillige er vokset markant blandt 67-77-årige i Danmark fra 25 procent i 1997 til 37 procent i 2017. Det er en stigning på næsten 50 procent.
Andelen af ressourcestærke, der har et højt uddannelsesniveau og en høj indkomst, er også vokset markant i denne aldersgruppe i løbet af perioden. Den udvikling kan dog ikke forklare væksten i andelen af frivillige.
Omvendt finder vi nemlig, at betydningen af uddannelsesniveau og indkomst for at deltage i frivilligt arbejde er faldet, i takt med at andelen af ressourcestærke ældre er vokset. Gruppen af frivillige ældre er altså blevet mere forskelligartet over tid.
I andre vestlige lande som eksempelvis USA og Canada ser vi modsat en udvikling, hvor andelen af frivillige ældre stagnerer eller ligefrem falder. Den positive udvikling i Danmark skyldes sandsynligvis – i hvert fald delvist – den danske velfærdsmodel. Den medfører, at ældre danskere i ringere grad end i mange andre lande er ansvarlige for at passe eller pleje pårørende såsom børnebørn, forældre eller ægtefæller. Det frigør ressourcer, som kan bruges til frivilligt arbejde.
Og mens meget af det frivillige arbejde, som ældre udfører i andre vestlige lande, primært handler om at hjælpe syge eller socialt udsatte, så foregår meget af det frivillige arbejde i Danmark i for eksempel sportsforeninger eller kulturelle foreninger. Det gør sandsynligvis også frivilligt arbejde mere attraktivt for ældre danskere.
Om denne udgivelse
Innovationsfonden
Malene Rode Larsen