Kontakt
Vedvarende ensomhed er et væsentligt aspekt af mistrivsel og kan have alvorlige konsekvenser for livskvalitet og helbred. Samtidig er det veldokumenteret, at unge er den gruppe i det danske samfund med den højeste forekomst af ensomhed. Faktisk føler 22 procent af de 16-24-årige sig ofte ensomme, hvorimod det ”kun” er 12 procent i den samlede voksne befolkning, der oplever ensomhed. Der eksisterer relativt solid viden om ensomhedens omfang, udbredelse, udvikling over tid. Ligesom det er veldokumenteret, at ensomhed er tæt forbundet til andre former for mistrivsel, herunder forværrelse af mentalt helbred, søvnkvalitet og reduktion i kognitive færdigheder.
Størstedelen af forskning om ensomhed er baseret på spørgeskemaundersøgelser og på forskellige mål for ensomhed. Først inden for de sidste årtier er der udviklet flere kvalitative bidrag til at forstå ensomhed. For eksempel åbner kvalitative studier op for at undersøge ensomhed i interviewpersonernes egne kontekster i forhold til målgruppens egne forståelser og italesættelser. Den kvalitative tilgang kan således give fyldige og detaljerede billeder af den kompleksitet, som ensomhedsoplevelser også er karakteriseret ved, og som kvantitative metoder er mindre egnede til at indfange.
Fokus på kompleksiteten i ensomhed
Denne undersøgelse, som VIVE udfører for Mary Fonden og Ebbefos Fonden, skal bidrage med viden om kompleksiteten ved ensomhed blandt unge i Danmark og ensomhedens sammenhæng til det øvrige ungdomsliv. Endvidere skal undersøgelsen give et vidensgrundlag for fortsat at styrke de sociale indsatser rettet mod unge, der føler sig ensomme på forskellige tidspunkter i ungdomslivet. Dette er vigtig viden, da udgangspunktet for at udvikle en mere effektiv og målrettet forebyggelse af ensomhed er at kvalificere vidensgrundlaget om vejene ind og ud af ensomhed i det levede livs skiftende kontekster.
Kvalitative metoder skal give nuanceret indsigt i unges ensomhed
Undersøgelsen tager udgangspunkt i kvalitative analysemetoder, der på hver sin måde skal bidrage til at skabe dybdegående viden om kompleksiteten ved ensomhed og mistrivsel hos danske unge.
Foruden en grundig gennemgang af centrale studier bygger undersøgelsen på fire gruppeinterviews med unge i alderen 15-25 år, der enten føler eller har følt sig ensomme samt longitudinelle interviews med 15 unge fra årgang 1995, som er interviewet tre gange som henholdsvis 17-, 20- og 22-årig. Derudover er der i designet inkluderet et mindre antal interviews med praktikere, der arbejder med ensomhed blandt unge.
Konference
VIVE præsenterer de foreløbige resultater fra undersøgelsen på en konference om ensomhed og mistrivsel blandt unge, som Ebbefos Fonden og Mary Fonden afholder torsdag den 11. maj.
Om denne undersøgelse
Mary Fonden og Ebbefos Fonden