Kontakt
Baggrund
I 2014 og 2015 ankom et stort antal flygtninge fra især Syrien til Europa. I Danmark betød det, at antallet af ansøgninger om asyl og familiesammenføring steg markant. Rapporten ”Dansk Økonomi, Forår 2016” fra De Økonomiske Råds formandskab understreger, hvordan de offentlige finanser påvirkes af, hvorvidt det stigende antal flygtninge bliver integreret på arbejdsmarkedet. Det er derfor afgørende at vide, hvad der kan gøres for at øge integrationen på arbejdsmarkedet blandt særligt unge flygtninge.
Formål
Vores tidligere forskning har vist, at fritidsjob kan være med til at udvikle kompetencer hos danske folkeskoleelever. Med afsæt i den viden vil vi i dette projekt undersøge, om et fritidsjob for unge flygtninge under 18 år kan være en vej ind i det danske samfund og et redskab til at blive aktør i eget liv. Konkret ønsker vi at undersøge, om fritidsjob kan være med til at forbedre unge flygtninges formåen i skolen. Vi forventer desuden, at fritidsjob kan give de unge flygtninge træning i det danske sprog samt indsigt i danske normer og forståelse for arbejdsmarkedet. Det er desuden væsentligt at se på potentielle bivirkninger ved at varetage et fritidsjob såsom tidsbegrænsninger og forøgede forbrugsmuligheder.
Metoder
I projektet benyttes kvantitative metoder baseret på registerdata til at vurdere, hvilken effekt erfaringer fra fritidsjob kan forventes at have på unge flygtninges kompetenceudvikling.
VIVEs andel i projektet
Projektet er et samarbejde mellem forskere fra VIVE og Aarhus Universitet og er en del af TrygFondens Børneforskningscenter.
Om denne undersøgelse
TrygFondens Børneforskningscenter