Kontakt
Indsatsen De små Børns Bornholm er Bornholm Regionskommunes bidrag til Småbørnsløftet. Indsatsen skal komme de bornholmske børn til gavn og bidrage til at løfte børn på Bornholm, som har brug for støtte i de tidlige år. Der er også i indsatsen et fokus på at dele viden til andre danske kommuner.
Programmet De små børns Bornholm indeholder fire spor:
- Tidlig indsats og opsporing, som har fokus på styrket indsats over for gravide og nybagte forældre.
- Dagtilbudsindsatsen, som har fokus på et kvalitetsløft af dagtilbud.
- Myndighedsarbejdet, som fokuserer på tværfagligt samarbejde og en omlægning af myndighedsarbejdet.
- Netværk og civilsamfund, som har fokus på styrket samarbejde med civilsamfundet og lokalmiljøet.
Formål
VIVE vil gennem evalueringen understøtte udviklingen af programmet og fokusere på, hvilke dele af programmet og indsatserne der kan virke i forhold til de langsigtede mål. Derudover lægger VIVE i forbindelse med evalueringen også grundrammen for en eventuel fremtidig effektvurdering af indsatsen gennem indsamling af surveydata fra alle på Bornholm, der får børn i projektperioden.
Metoder
I evalueringen gøres brug af VIVEs evner inden for udviklingsevaluering og facilitering af workshops, da en stor del af viden til evalueringen genereres på disse workshops. Arbejdet med en udviklingsevaluering kræver for evaluator en balancegang mellem involvering i udviklingen af indsatsen og vurderende og evaluerende arbejde. Dette fastholdes ved, at VIVE er tydelige i, hvad formålet er med aktiviteterne, og hvorfor de enkelte aktiviteter igangsættes.
Herudover gøres brug af indsamling af viden gennem spørgeskemaer og en registerundersøgelse af populationen.
Om denne undersøgelse
Egmontfonden / Bornholms Regionskommune