Kontakt
Søskende til børn med handicap har øget risiko for at udvikle angst, depression og adfærdsvanskeligheder. For nogle fortsætter problemerne ind i deres voksenliv.
6-8 kommuner får i de kommende år støtte til at afprøve mestringsindsatsen SIBS, der er målrettet børn, som har søskende med handicap, og VIVE skal evaluere forsøget.
SIBS er en familieorienteret og gruppebaseret mestringsindsats, der skal styrke børns trivsel, mentale helbred, diagnosekundskab og familiens kommunikation. Indsatsen er bygget op som et kursus med korte forløb, som giver børnene mulighed for at indgå i et peer-netværk.
SIBS er udviklet i et samarbejde mellem Psykologisk institut på Oslo Universitet og Frambu kompetansecenter for sjeldne diagnoser. Socialstyrelsen i Danmark vurderer, at SIBS vil kunne fungere godt i danske kommuner. Socialstyrelsen udmelder en ansøgningspulje til danske kommuner, hvoraf 6-8 vil få støtte til at afprøve SIBS i perioden 2022-2024.
VIVEs evaluering opsamler erfaringer fra kommunerne og måler det udbytte, som børn og familier opnår ved at gennemføre SIBS.
Evalueringens design og metoder
Evalueringens design består af fire dele, som giver grundlag for at besvare fire hovedspørgsmål, der omhandler temaerne: a) implementering og drift, b) økonomi, c) virkninger og d) efterspørgsel af SIBS fra andre kommuner:
- Hvilke erfaringer og løsninger udvikler kommunerne i deres arbejde med implementering og drift af SIBS?
- Hvad koster det kommunerne at implementere og tilbyde SIBS-forløb som en del af tilbudsviften?
- Hvilke virkninger har SIBS-forløb for børn, unge og forældre i målgruppen?
- Hvilken interesse og betalingsvillighed er der i andre kommuner i forhold til at implementere og indarbejde SIBS-forløb som en del af kommunens vifte af tilbud?
Evalueringen vil benytte kvantitative metoder til registrering af aktiviteter og målinger af virkninger for børn og forældre, efter at de har gennemført SIBS. Evalueringen vil også anvende kvalitative metoder i form af interview og besøg i kommunerne.
Indsamlingen af data gennemføres i lighed med evalueringerne i Norge, hvor man har lavet før- og efter-målinger for de deltagende børn og forældre via spørgeskemaer med validerede måleinstrumenter, bl.a. SDQ, Parent-Child Communication Scale, Negative Adjustment Scale og Child Disorder Knowledge.
VIVEs andel i projektet
VIVE er ansvarlig for evalueringen, der gennemføres for Socialstyrelsen og i samarbejde med de kommuner, der skal afprøve SIBS, de norske udviklere af SIBS Frambu kompetansecenter for sjeldne diagnoser samt Psykologisk institut på Oslo Universitet.