Kontakt
Mange børn og unge vokser op i udsatte familier, som ikke har ressourcerne til at give dem den nødvendige omsorg, støtte og stabilitet i hverdagen. Stærke relationer og støttende netværk i lokalsamfundet kan være med til at gøre en positiv forskel for familierne. KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM-Spejderne vil med projektet ’Hele Danmarks Familieklub’ give udsatte familier adgang til fællesskaber, hvor de kan opbygge tillidsfulde relationer til andre familier i lokalområdet og få støtte i hverdagen.
Fællesskaberne foregår i Familieklubber, som etableres i lokale fællesskaber og baseres på frivillige kræfter. Familieklubberne mødes hver anden uge og samler op til otte familier omkring sociale aktiviteter såsom madlavning, spisning og fælles lege. Familierne kan også få rådgivning om økonomi, juridiske anliggender, forældreskab m.m. og hjælp til bygge bro til offentlige institutioner og foranstaltninger.
Formål
I dette projekt skal VIVE evaluere effekten af indsatsen familieklub i forhold til at øge trivsel og læring hos udsatte familier. Målet er at opnå viden om, hvordan og hvorvidt familieklubberne styrker familierne. Evalueringen gennemføres hovedsageligt i Region Syd fra 2018 til 2020.
Metoder
Projektet gennemføres som et ventelistedesign, hvor nogle familier tilbydes at deltage i en familieklub med det samme, mens andre familier skal vente til den næste runde et halvt år efter. Alle familier udfylder et spørgeskema ved start, når familieklubben er slut efter 6 måneder og 6 månder efter afslutning. Derudover gennemføres kvalitative studier af familiernes udbytte samt netværkene i og omkring familieklubberne, der skal skabe den ønskede effekt.
VIVEs andel i projektet
VIVE er underleverandør til KFUM’s Sociale arbejde, som er overordnet projektleder. VIVE er ansvarlig for evalueringen.
Om denne undersøgelse
Den A. P. Møllerske Støttefond
KFUM