Fjernelse af regler og specifikke krav gør op med den traditionelle regelstyring, hvor institutionerne skal efterleve specifikke regler og krav til eksempelvis dokumentation. Det kan være regler og krav, der udspringer af den statslige regulering, men det kan også være regler og krav, som den enkelte kommune har pålagt deres institutioner at overholde. I stedet skal institutionerne leve op til en række resultatkrav, som angiver hvad institutionerne forventes at opnå. Det giver institutioner øget frihed til at tilrettelægge arbejdet og organisere opgaveløsningen i forhold til de lokale behov og forudsætninger, samtidig med at de holdes ansvarlige for at skabe resultater i forhold til kerneopgaven.
Formål
Formålet med forsøget er at afprøve nye metoder og identificere mere enkle styringsmekanismer. Forudsætningen er, at friinstitutionerne undtages fra visse regler og krav, men de skal i stedet leve op til en række fastsatte mål og resultatkrav med henblik på at dokumentere deres resultater. Den øgede regelfrihed skal blandt andet bruges til at afprøve og udvikle nye måder at dokumentere og udvikle opgaveløsningen.
Sigtet med forsøget kan sammenfattes i følgende punkter:
- Afprøve nye metoder til dokumentation.
- Identificere alternative og mere enkle styringsmekanismer
- Opstilling af resultatmål som institutioner måles på i perioden.
Metoder
Det er forventningen, at friinstitutionerne gennem deres fritagelse for statslige og lokale regler og krav vil udvikle og afprøve nye måder til at dokumentere deres opgaveløsning og virkningerne af denne. Brugen af resultatmål som erstatning for konkrete regler og krav gør det muligt at undersøge, hvorvidt denne styringsmekanisme vil resultere i en mere enkel styring, hvor institutionerne oplever større frihedsgrader og bedre mulighed for at fokusere på kerneopgaven.
I forbindelse med forsøget skal kommuner og friinstitutioner have støtte dels til afdækning og udvælgelse af den relevante lovgivning og lokale regulering, dels til opstilling af resultatmål. Derudover skal det sikres, at der følges op på resultatmålene.
Om denne undersøgelse
Finansministeriet