Kontakt
Pædagoger, forældre, politikere og meningsdannere har forskellige bud på, hvad der skaber dagtilbud af høj kvalitet. Men hvad viser forskningen på området? Det korte svar er, at der findes en række undersøgelser af varierende kvalitet og relevans, men at der er behov for en systematisk gennemgang af forskningen. Derfor er VIVE Campbell i øjeblikket i gang med at udføre to forskningsoversigter om normering og gruppestørrelse i dagtilbud.
Det ene undersøger, hvilken effekt normering og gruppestørrelse har på børns trivsel og udvikling med kvantitative forskningsmetoder), mens denne forskningsoversigt kortlægger kvalitativ forskning om børns og pædagogers egne perspektiver på de rammer, de oplever i dagtilbud. De to undersøgelser tilsammen skal være med til at give et overblik over, hvad vi fra forskningen ved om betydningen af normering og gruppestørrelse i dagtilbud. Et sådant overblik kan kvalificere den offentlige debat og udstikke en retning for videre forskning.
Formål
VIVE Campbell skaber med denne forskningsoversigt overblik over den kvalitative forskning i, hvad normering og gruppestørrelse i dagtilbud betyder for børns og pædagogers trivsel. Forskningsoversigten undersøger almene udviklingsmål for børn, såsom sproglig, kognitiv og følelsesmæssig udvikling, samt børns og pædagogers trivsel i dagtilbuddet. Resultaterne fra undersøgelsen er relevante for alle med interesse for dagtilbudsområdet, herunder forældre, pædagoger og beslutningstagere.
Metoder
Forskningsoversigten skal kortlægge og analysere eksisterende danske og internationale studier, der belyser børns og pædagogers perspektiver på normering og gruppestørrelse i dagtilbud. Det forventes, at der på baggrund af forskningsoversigten vil kunne laves en kvalitativ tematisk analyse, hvor der ses på ligheder og fællestræk mellem de fundne studier, og uddrages tematikker med relevans for videre forskning i normering og gruppestørrelse i dagtilbud.
Forskningsoversigten er et samarbejde mellem VIVE og lektor Lone Svinth fra Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU).
For mere info se ”Protocol: Adult-child ratio and group size in daycare”. Her uddybes den kvalitative forskningsoversigts fokus og metoder.
Om denne undersøgelse
VIVE Campbell
Lone Svinth, DPU