Kontakt
"Ingen skal dø alene” er et hyppigt svar, når vågekoner bliver spurgt, hvorfor de vælger at sidde ved døende fremmede. Vågekoner – eller vågere, der er også mænd der engagerer sig i vågetjenesten – er et fænomen eller en bevægelse i vækst både globalt og nationalt. Danmark har en lang tradition for frivilligt arbejde. Mange engagerer sig som besøgsvenner for mennesker, der er marginaliserede, syge eller ensomme – men det særlige ved vågetjenesten er, at vågerne ofte ikke tilkaldes, før dødsprocessen er i gang. I et aldringslandskab præget af magtfulde diskurser om succesfuld aldring – og et markant fravær af sygdom, alderdom og død – undersøger dette projekt fremkomsten af vågetjenesten i Danmark. Gennem etnografisk feltarbejde undersøges, hvordan og hvorfor vågekoner er nærværende med og yder omsorg for døende medborgere, og hvordan disse møder med menneskets dødelighed kan ses som en etisk respons på stadigt mere individualiserede livs – og dødsformer i Danmark.
Formål
Projektets formål er at undersøge, hvad der får mennesker til at sidde ved fremmedes dødsseng i en samtid, hvor sund og aktiv aldring er de mest fremherskende aldringsdiskurser. Projektet undersøger fremkomsten af vågetjenesten som en etisk respons på to tendenser i moderne, vestlige samfund: medikalisering og tabuisering af døden og fremkomsten af stadigt mere individualiserede livsformer. Projektet skal 1) belyse pågående udviklinger eller transformationer i, hvordan alderdom og død opleves og håndteres i en nutidig dansk kontekst, og 2) besvare mere grundlæggende spørgsmål om, hvad der skaber moralske fællesskaber eller bevægelser, der kærer sig om fremmede - ikke kun om individuel selvudvikling eller etiske relationer til nærtstående familie og venner.
Metoder
Undersøgelsen gennemføres ved brug af etnografisk feltarbejde med særligt fokus på deltagerobservation, individuelle og gruppeinterviews.
Projektet indgår i et kollektivt og komparativt forskningsprojekt, ledet af lektor Maria Louw, Aarhus Universitet, med titlen Ethics after Individualism. Phenomenological Explorations of Moral Community. Gennem etnografiske projekter i Kina, Danmark, Jordan, Kirgisistan, og Uganda - samt filosofiske undersøgelser af kollektive etiske erfaringer - undersøger projektet moralske fællesskaber ud fra et fænomenologisk perspektiv.
Om denne undersøgelse
DFF Kultur og Kommunikation og Ensomme Gamles Værn
Aarhus Universitet