Kontakt
De danske kommuner brugte cirka 19 mia. kr. på botilbud til voksne borgere inden for det specialiserede socialområde i 2020. Kommunerne har forsyningsforpligtelsen på området, dvs. ansvar for at tilbyde indsatser, der imødekommer borgernes behov. De fleste kommuner løser opgaven ved at kombinere brug af egne botilbudspladser med køb af pladser hos andre kommuner, regionerne og private leverandører.
Botilbudsområdet adskiller sig fra andre kommunale serviceområder ved, at der handles relativt meget med pladser. En del af forklaringen på denne struktur er, at botilbudsområdet retter sig til meget forskelligartede målgrupper. De enkelte målgrupper er relativt små og har ofte brug for en specialiseret social indsats, der imødekommer deres specifikke og ofte komplekse behov. Derfor kan hver enkelt kommune ikke opbygge botilbudskapacitet og ekspertise til samtlige målgrupper.
De 98 kommuner skal hver især beslutte, i hvilket omfang de selv vil drive botilbud til egne og andre kommuners borgere. Den enkelte kommunes beslutninger som driftsherre påvirker dens muligheder og valg som myndighed for sine egne borgere med særlige behov, og omvendt. Den enkelte kommunes valg har betydning for, hvordan kommunen opfylder sin forsyningsforpligtelse.
Hvad gør kommunerne på botilbudsområdet?
VIVE skal afdække, hvad kommunerne gør for at opfylde forsyningsforpligtelsen på botilbudsområdet, herunder deres overvejelser og handlinger i den forbindelse. Analysen skal bruges til at blive klogere på, hvordan kommunerne på forskellige måder agerer i rollerne som myndighed og driftsherre på botilbudsområdet, når de skal opfylde deres forsyningsforpligtelse på området. Analysen foretages for Indenrigs- og Boligministeriet.
Analysen søger blandt andet svar på:
- hvilken efterspørgsel kommunerne har og forventer at få på botilbudsområdet
- hvilke muligheder kommunerne benytter for at få tilpasset kapaciteten til ændringer i efterspørgslen
- om kommunerne forventer at opfylde deres forsyningsforpligtelse ved at bruge egne tilbud eller købe eksterne botilbudspladser, herunder hos private tilbud, regionale tilbud og andre kommuners tilbud
- hvordan kommunerne vil anvende og tilpasse egne botilbudspladser til deres egne borgere, og om kommunerne vil sælge botilbudspladser til andre kommuners borgere.
Metoder
Undersøgelsen gennemføres ved hjælp af et internetbaseret spørgeskema til fagchefer med ansvar for botilbud på det specialiserede voksenområde i alle landets kommuner.
Spørgeskemadataene kobles med registerdata om kommunernes størrelse, beliggenhedsregion og handel med botilbudspladser for at se, om der er forskel på indholdet af overvejelserne mellem forskellige typer af kommuner.