Trivselsundersøgelse blandt udsatte børn og unge 2022
VIVE gennemfører nu i efteråret 2022 og vinteren 2023 en landsdækkende undersøgelse af trivsel blandt børn og unge med specifik fokus på social støtte til børn og unge. Forbilledet er de tidligere trivselsundersøgelser blandt anbragte børn og unge, og formålet er denne gang at måle trivsel blandt udsatte børn og unge i forhold til dem, de bor sammen med og deres venner og på områderne sundhed, skolegang og fritidsliv.
Hvordan er trivslen blandt børn og unge, der får social støtte via serviceloven? Hvordan trives de i deres hverdag i forhold til dem, de bor sammen med, deres venner, helbred, skolegang og fritidsliv? Hovedformålet med denne trivselsundersøgelse er at få beskrevet den generelle trivsel i hverdagen med børnenes og de unges egne stemmer. Trivselsundersøgelsen skal samtidig fungere som en baseline for Barnets Lov, der skal træde i kraft i 2023.
Metoder
Trivselsundersøgelsen blandt udsatte børn og unge tager udgangspunkt i de temaer, som er ’grundstammen’ i formålsparagraffen om særlig støtte til børn og unge (servicelovens § 46), suppleret med temaer omkring børns og unges kendskab til egne rettigheder og deres egen oplevelse af anbringelsen. Det betyder, at undersøgelsen omfatter følgende temaer:
oplevelse af omsorgsmiljø,
familierelationer,
skolegang,
helbred og sundhed,
fritid og fritidsliv,
venskaber og andre relationer,
trivsel i hverdagen,
medinddragelse og kendskab til egne rettigheder.
Undersøgelsen gennemføres som en spørgeskemaundersøgelse, der er stilet til børn og unge på 11, 13, 15 og 17 år. Stikprøven består af 9.000 børn og unge, hvoraf størstedelen får en social indsats efter serviceloven. De 11- og 13-årige bliver interviewet af en erfaren besøgsinterviewer fra DST Survey, mens de 15- og 17-årige først får tilbudt, at de kan besvare spørgsmålene gennem et webbaseret skema, hvorefter besøgs- eller telefoninterview tilbydes.
Resultater fra de tidligere Trivselsundersøgelser blandt anbragte børn og unge