Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Ledernes Hovedorganisation (LH) har kontaktet VIVE med et ønske om at opnå viden om betydningen af unges fysiske og mentale sundhed for deres arbejdsmarkedstilknytning og uddannelse. DA og LH ønsker et vidensgrundlag at stå på, som kan gøre dem i stand til at udvikle og kvalificere politikforslag, der kan være med til at give endnu flere unge i udskolingen et sundt og godt liv både fysisk og mentalt.
Formål
Undersøgelsens overordnede formål er at bidrage med ny viden om unges fysiske og mentale sundhed. Fokus for undersøgelsen er den vigtige periode i unges liv, hvor de afslutter grundskolen og finder deres fodfæste i uddannelses- og beskæftigelsessystemet. Undersøgelsesspørgsmålene er:
- Hvilken betydning har unges mentale og fysiske sundhedstilstand ved udskolingsalderen for deres sandsynlighed for at gennemføre eller frafalde en ungdomsuddannelse og for deres beskæftigelses-status som 25-årige?
- Hvad peger danske eksperter og offentlige aktører på som lovende indsatser til at forebygge mistrivsel og usunde kost-, motions-, ryge- og alkoholvaner blandt børn og unge i udskolingsalderen, dvs. i alderen 12-16 år?
Metoder
Projektets ene delanalyse tager udgangspunkt i VIVEs børneforløbsundersøgelse af børn født i 1995, som koblet med registerdata giver en unik mulighed for at undersøge sammenhængen mellem fysiske og mentale sundhedsfaktorer ved udskolingen og uddannelses- og beskæftigelsesudfald 10 år senere.
Projektets anden delanalyse går tættere på konkrete praksiserfaringer i Danmark og afdækker centrale udfordringer, indsatsområder og løsningsmodeller set fra danske eksperters og samfundsaktørers synsvinkel gennem en interviewundersøgelse blandt danske eksperter og samfundsaktører fra stat, region og kommuner. Tilgangen er eksplorativ og kobler ekspertviden med praksiserfaringer i en samlet analyse, som direkte
taler ind i det danske policy-felt.
Om denne undersøgelse
Ledernes Hovedorganisation og Dansk Arbejdsgiverforening