Kontakt
Der er kun gennemført få studier af seniorbofællesskaber, og hvilke positive forhold eller effekter der eventuelt kan være forbundet med dem. Men de få studier, der findes, viser generelt, at der er fordele ved seniorbofællesskaber – ikke blot for den enkelte ældre, men også for samfundsøkonomien.
Sammenlignet med ældre i lejeboliger er beboere i bofællesskaber generelt ældre, har dårligere helbred og lever oftere alene uden partner i hjemmet. Alligevel har de ældre i seniorbofællesskaber ifølge en tidligere undersøgelse højere livskvalitet end ældre i lejeboliger. I samme tråd viser en survey blandt beboere i seniorbofællesskaber, at syv ud af ti oplever øget livskvalitet i forbindelse med, at de flytter i bofællesskab, og tre ud af fire oplever at få et bedre naboskab. En tidligere analyse indikerer, at ældre i seniorbofællesskaber oppebærer færre offentlige – især kommunale – udgifter i form af mindre behov for hjemmehjælp, mere effektiv indretning af ældreboligerne og produktivitetsstigninger som følge af, at omsorgspersonalet sparer transporttid, fordi flere ældre er samlet samme sted. Vi kan dog ikke vide, om disse fordele helt eller delvist skyldes selektionseffekter – altså at de seniorer, der har valgt at bosætte sig i et seniorbofællesskab, i forvejen har højere livskvalitet og er mere socialt inkluderede.
Alle Folketingets partier indgik den 18. december 2020 en politisk aftale om at udmønte 56 millioner kroner til Det Gode Ældreliv. Aftalen indeholder initiativer om at udarbejde to analyser forankret i Indenrigs- og Boligministeriet. En af dem skal afdække den samfundsøkonomiske gevinst ved bofællesskaber for seniorer, herunder seniorers fællesskaber i almene ældreboliger. Den analyse skal VIVE altså foretage.
Formål
Formålet er at foretage en samfundsøkonomisk analyse af seniorbofællesskaber – det vil sige en systematisk vurdering af costs (ulemper) og benefits (fordele) ved at bo i seniorbofællesskab. Analysen tager udgangspunkt i en bred fortolkning af samfundsøkonomiske konsekvenser, hvor både direkte konsekvenser, langsigtede konsekvenser og relevante indirekte konsekvenser inddrages.
Undersøgelsen består af tre dele:
- systematisk litteraturstudie af både danske og internationale studier af at kvantificere og prissætte fordele og ulemper ved at bo i seniorbofællesskab med særlig fokus på prisfastsættelser af lavere grad af ensomhed hos ældre
- analyse af nuværende beboere i seniorbofællesskaber (kvantitativt og kvalitativt)
- analyse af fremtidige beboere i seniorbofællesskaber.
Metode
VIVE følger retningslinjerne i Vejledning i samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger fra Finansministeriet ved udarbejdelsen af analyserne. Vi tager udgangspunkt i registerdata fra Danmarks Statistik, data om seniorbofællesskaber og ældreboliger, surveydata fra VIVEs Ældredatabase, kvalitative interviews samt dansk og international forskningslitteratur.
Om denne undersøgelse
Indenrigs- og Boligministeriet