Kontakt
Kommunerne oplever i disse år en stigning i antallet af voksne med handicap eller psykisk sygdom, der har behov for bostøtte eller botilbud. Personer med udviklingshæmning kan på grund af deres psykiske og kognitive funktionshæmning have vanskeligt ved at mestre krav og kan miste kontrollen. Det betyder, at situationer kan ende i voldsomme episoder, og derfor er det vigtigt at udvikle metoder, der kan begrænse sådanne episoder.
En tilgang er, at medarbejderne arbejder systematisk med at opbygge en god relation til borgerne og forbedrer deres kommunikation gennem det personlige kendskab. Medarbejderne søger også – sammen med borgerne – at få en bedre forståelse af, hvad der kan udløse voldsomme episoder for derigennem at kunne forebygge dem. Et projekt skal følge og evaluere en metode, der stiler imod at skabe sådanne positive forandringer på botilbud for borgere med udviklingshæmning.
Formål
Socialstyrelsen sætter i slutningen af 2021 gang i en afprøvning af metoden Low Arousal 2 – kaldet LA2 – på seks til otte botilbud for borgere med udviklingshæmning. Medarbejderne på botilbuddene vil blive undervist i metoden og efterfølgende modtage coaching i forhold til de konkrete udfordringer, de oplever på det enkelte botilbud. Dette arbejde vil blive varetaget af psykologfirmaet Sopra, og projektet løber over to år.
Socialstyrelsen har bedt VIVE følge implementeringen af metoden for at vurdere, i hvilket omfang det lykkes at nedbringe omfanget af magtanvendelser og udadreagerende episoder – og forbedre trivslen hos såvel borgere som medarbejdere. VIVE vil også indsamle data, der skal belyse de økonomiske konsekvenser af at anvende LA2 i arbejdet, ligesom vi undersøger, hvilke særlige forhold som ser ud til at kunne hæmme eller omvendt fremme implementeringen af metoden.
Dermed vil evalueringen kunne bruges af alle kommuner og botilbud, der overvejer at indføre LA2 i deres fremadrettede arbejde.
Metoder
Data indsamles igennem en kombination af metoder. VIVE vil besøge alle botilbuddene to gange, hvor første besøg bruges til at indsamle baseline-informationer om de enkelte botilbud. Besøgene vil også omfatte interviews med medarbejdere og ledere samt en tilpasset form for samtaler eller interviews med nogle af borgerne. I løbet af projektperioden udføres yderligere interviews via telefon/Zoom frem imod de afsluttende besøg.
To andre datakilder bliver en række spørgeskemaer, der skal give viden om for eksempel medarbejdernes trivsel og beboernes trivsel og adfærd over tid, og i hvor høj grad implementeringen er tro mod metodens principper. Endelig vil VIVE indsamle data om omfanget af magtanvendelser, udadreagerende adfærd, sygefravær og personaleudskiftning både to år tilbage i tid og i løbet af implementeringen af metoden.
Om denne undersøgelse
Socialstyrelsen