Syddjurs Kommune har fået midler fra Sundhedsstyrelsen til projektet ”Mere Værdig Ældrepleje”. Formålet er at udvikle en hjemmepleje, hvor den enkelte borger med et behov for hjælp føler sig set og oplever at blive mødt med nærvær og modtager den omsorg, som han eller hun har brug for.
Syddjurs Kommune har planlagt et udviklingsarbejde bestående af en foranalyse samt fem udviklingsspor, der i løbet af en projektperiode på et år skal realisere ambitionen om at ”… udvikle en værdig og effektiv hjemmepleje med afsæt i Buurtzorgs erfaringer og med afsæt i kommunens egne erfaringer”. Kommunen beslutter de mere detaljerede mål for projektet i forbindelse med foranalysen.
Type2Dialog, Systematic og Buurtzorg er tilknyttet som konsulenter på udviklingsarbejdet. VIVE bistår med ekspertrådgivning undervejs i udviklingsforløbet og er ansvarlig for at gennemføre en ekstern evaluering, når projektet er slut.
Undersøger, om målene bliver nået
Formålet med VIVEs evaluering er at undersøge og dokumentere, hvordan og hvorvidt Syddjurs Kommune har opnået de målsætninger, der besluttes for projektet i projektets målbillede, samt hvilke virkemidler der har været mere eller mindre effektive i denne forbindelse.
Evalueringen gennemføres i forbindelse med projektafslutning, dvs. i foråret 2022.
Metoder
Evalueringen baseres på en kombination af
- skriftligt materiale om projektet
- kvantitative data om projektets resultater
- observationsstudier af arbejdet i ældreplejen
- fokusgruppeinterview med borgere, medarbejdere og samarbejdspartnere
- interview med projektparterne.
Resultaterne sammenholdes med resultater fra VIVEs øvrige analyser af arbejdet med at udvikle en mere værdig ældrepleje med afsæt i det hollandske Buurtzorg-koncept.
VIVE har aktuelt evalueringer af forsøg med Buurtzorgmodellen i Ikast-Brande, Haderslev og Syddjurs Kommuner.